Mand skriver på sin mobil

Staten tjener på dårlig mobildækning

Politikerne lavede en lukrativ aftale med teleselskaberne uden at stille krav om dækning. Teleselskaberne fik dermed lov til at tjene penge på borgernes mobiltelefoni uden at være forpligtiget til at levere ordentlig mobildækning i hele landet. De fik det søde og slap for det sure. Staten tjente til gengæld milliarder på de fordelagtige aftaler. De penge kunne de have brugt på at fremtidssikre Danmark - men gjorde det ikke. Det er givetvis den reelle forklaring på den dårlige mobildækning.
 
Teleselskaberne har efterfølgende gjort sit for at skjule, hvor ringe dækningen egentlig er. Deres kort over mobildækningen ser nemlig ganske fine ud. Det viser sig dog kun at være en teoretisk dækning, og ikke reelle målinger, hvor signalet begrænses af bygninger og træer. Teoretisk dækning. Hvad kan vi bruge det til? Skal borgerne bare finde sig i det?  

Det ville de ikke i Ringkøbing-Skjern Kommune. Her har de i to måneder haft en bil rundt i alle afkroge af kommunen for at måle mobildækningen. De målinger viser, at der er særdeles stor forskel på teleselskabernes tal og virkeligheden. I Arbejdsgiverne mener vi, at det er på høje tid, at staten sørger for ordentlig mobildækning. Hvordan de vil tage den med teleselskaberne, finder de nok ud af.

Den manglende mobildækning er faktisk til skade for erhvervslivet. Mange håndværkere er udearbejdende, mobiltelefonen er i dag et arbejdsredskab, og det betyder, at virksomhederne går glip af ordrer og opgaver. I sommer blev alvoren endnu tydeligere, da en brand på Tunø nær havde udviklet sig, fordi mobildækningen ikke var tilstrækkelig til et opkald til brandvæsenet. Regeringen nøjes foreløbig med at love, at problemet bliver løst i 2020. Helt ærligt, det kan borgere og erhvervsliv ikke leve med.

Bragt i Jyllands-Posten den 6. september 2014. 
Af erhvervsudviklingschef Steen Hoeck Klausen