Martin Grambo

73-årige Bjarne Sørensen er specialist i optræk på rør til levnedsmiddelindustrien. Her diskuterer han en detalje med chefen på Wila - Lars Lauridsen.

Pensionister er blevet vigtig arbejdskraft

Syv folkepensionister er blevet i job på virksomheden JPBC A/S i Rødkærsbro og udgør en vigtig del af de 50 ansatte. Hos Wila i Silkeborg med ca 60 mand arbejder fire folkepensionister med den 73-årige smed Bjarne Sørensen som ældste mand.

De to jyske virksomheder og deres flittige folkepensionister er levende eksempler på en udvikling, hvor bedre og bedre helbred hos medarbejderne, lyst til at fortsætte på jobbet og mangel på faglært arbejdskraft i virksomhederne holder flere ældre i arbejde.

- Det holder mig i gang og i live at komme på arbejde. Hvad skulle jeg ellers bruge dagen på, siger den 73-årige Bjarne Sørensen i dag otte år efter, at han kunne have sat sig derhjemme i gyngestolen.

Hans chef, Lars Lauridsen fra Wila, er yderst tilfreds med sine fire folkepensionister.

- Jeg har aldrig kunnet forstå, at en dåbsattest skal afgøre, om man skal holde op med at arbejde. Alt har en udløbsdato, men så længe en ansat klarer sig og leverer en god indsats, så er det ikke 5-10 pct. I effektivitet, der skal afgøre noget. De ældre er til gengæld langt mere stabile, siger Lars Lauridsen.

Stabile og fleksible
Lars Lauridsens direktørkollega i virksomheden JPBC A/S værdsætter på samme måde sin gruppe af pensionister, der laver alt fra kvalitetskontrol til at køre lastbil og være fejedreng. Virksomheden har endda lavet en seniorafdeling i værkstedet. Her er der med et glimt i øjet opsat Bornholmerur, en sofa til middagslur, hvilestol og gamle billeder på væggene ved tre svejsere i senioralderen.

- Mine ældre medarbejdere bliver her, fordi vi kan tilbyde en form for skånejob - opgaver der passer til deres situation. Men det er jo opgaver, vi skal have løst. Og så er man 100 pct. sikker på, at de kommer som aftalt og altid er fleksible med mødetiderne. Det er stabilt arbejdskraft. Vi kan ikke undvære dem, siger Henrik Høgh, imens han viser seniorafdelingen frem.

Seniorerne er aflønnet på samme måde som andre ansatte. Og direktøren er klar over, at der kan komme et tidspunkt, hvor man må snakke om det fortsatte samarbejde. 

- Men vi har også svære samtaler med 25-årige. Det er ikke anderledes, hvis det er en senior, siger Henrik Høgh.

Vi kan lide at arbejde
På Aalborg Universitet forskes der i ældres stigende tilknytning til arbejdsmarkedet. En af dem er professor - og folkepensionist - Per H. Jensen.

- Der har de seneste ti år været en voldsom vækst af ældre på arbejdsmarkedet. Flere og flere bliver i deres stillinger efter pensionsalderen.

- Det skyldes ikke en faktor alene. Men vores helbred er bedre end nogensinde før ved pensionsalderen. Samtidig har arbejdet også skiftet karakter og er langt mindre fysisk i dag, selv hvis du arbejder i produktion eller som faglært, siger professoren.

Mange bliver også på arbejdsmarkedet, fordi vi arbejder af mange andre årsager end at tjene penge. Vi holder af kollegerne og samværet på arbejdet. Vi realiserer os selv i jobbet. Vi har det sjovt i forhold til tidligere. Derfor er der mange, der helst ikke vil stoppe.

Produktivitet uden alder
- Når man kigger på pensionisternes værdi for virksomheden, så skal man ikke som sådan se produktiviteten som et problem. Forskningen viser, at der ikke er forskel i produktiviteten blandt ældre og yngre medarbejdere, om end der er forskelle på unge og ældre med hensyn til deres kompetencer: Yngre er fysisk stærkere og hurtigere til at lære nyt, medens ældre har det store faglige overblik, er stabile og loyale. Det gælder løbende om at matche jobbeskrivelsen med de ansattes kompetencer - uanset lønmodtagerens alder. Det er altså ikke alderen alene, der afgør produktiviteten, siger professor Per H. Jensen.

Endelig er det vigtigt at have et mangfoldighedsperspektiv for øje. I amerikansk ledelseslitteratur hævdes, at mangfoldighed avler synergi, hvilket fremmer innovationer, der er godt for bundlinjen. Det er også et argument for at ansætte eller fastholde pensionister.

Ryger de ældre i krisetider?
I fagforeningerne oplever de også udviklingen med medlemmer i pensionsalderen, der slet ikke har lyst til gyngestol og at sove længe hver morgen.

- I Dansk Metal glæder vi os over, at så mange ældre arbejder videre og kan bidrage til noget i virksomhederne. Jeg tror, at lederne i dag for alvor ser værdien af de ældres erfaring - og at det ikke alene handler om at erstatte manglende arbejdskraft i disse tider.

Det holder mig i gang og i live at komme på arbejde

- Vi må se, om piben får en anden lyd, hvis vi får modgang igen. Her handlede det også tidligere om jargonen på værkstedgulvet, hvor de ældre af de yngre kolleger tidligere godt kunne få hentydninger til ”at fise hjem og gå på pension,” siger Torben Poulsen, arbejdsmarkedspolitisk chef.

Middagslur
Professor Per H. Jensen lavede i 2008 en stor undersøgelse om virksomhedernes seniorpolitik. Efter ti års hastig udvikling er professoren faglig leder af en ny undersøgelse, ”SeniorArbejdsLiv”, der er finansieret af Trygfonden og med DA, LO og andre på sidelinjen. Resultaterne foreligger om et halvt år.

Uden for universitetets mure har det glædet Aage Møller at kunne få 15 minutter på øjet på den røde sofa i værkstedet hos Wila efter frokost. Men nu er han gået på halv tid og arbejder tre dage om ugen. Så kan den gamle smed nå hjem til middagsluren derhjemme.

Læs mere om seniorer i Magasinet Arbejdsgiverne

Følg os her:    

"Det har altid været naturligt for os at være i Arbejdsgiverne. Det giver et rigtigt godt kollegialt netværk i branchen, og vi nyder godt af rabataftalerne og af de kurser, der bliver udbudt."

Læs om medlemskab - klik her
John Rasmussen, Otterup VVS ApS

Kontakt

Ansvarshavende redaktør,
Magasinet Arbejdsgiverne
Jan V. Kristensen
Telefon: 2160 6929
jak@arbejdsgiverne.dk