De små og mellemstore virksomheder er klar: Danmark skal være CO2-neutral

PRESSEMEDDELELESE

Brancheforeningen Arbejdsgiverne advarer mod at miste Danmarks førerposition på energiområdet ved ikke at være modige nok. De små og mellemstore virksomheder skal nok blive klar til den grønne fremtid.

- Hvis vi ikke bliver presset lidt, så sker det ikke.

Per Poulsen, ejer af inddækningsvirksomheden Sabetoflex i Nordvestjylland, er klar i mælet. 

- Jeg synes, når vi nu har brugt så mange penge på at blive foregangsland inden for grøn energi og omstilling, så skal vi blive ved med at holde den førerposition. Vi skal være ambitiøse, og det skal vi blive ved med at være, men selvfølgelig inden for nogle økonomiske rammer, så alle kan følge med. 

Per Poulsen skiller sig ikke ud. 70% af Erhvervspanelet hos Arbejdsgiverne, som er en brancheforening for små og mellemstore vvs’ere, smede- og industrivirksomheder, mener, at Danmark skal være foregangsland inden for grøn energi.

Mange gode elementer
Formanden for byggeriudvalget i Arbejdsgiverne, Leif Frisk, mener, at det kræver noget ekstra for bevare den position:

- Der er rigtig mange gode elementer i regeringens nye energiudspil. Både nedsættelsen af elafgiften, og at regeringen ikke længere har yndlingsteknologier er godt for Danmark. Men det, vi skal sætte retningen efter, bliver ikke ambitiøst nok. Vores små og mellemstore virksomheder har brug for, at vi bevarer vores førerposition på energiområdet. Og ikke kun indenfor grøn energi. 

Derfor anbefaler han at satse på at gøre Danmark helt Co2 neutralt i 2050 uden at udskyde det.

Et andet centralt emne i at opnå et CO2 neutralt Danmark er indsatsen omkring energisparelser i bygninger. Derfor er det uforståeligt for Leif Frisk, at regeringens energiudspil har valgt at fjerne energispareordningen. Energispareordningen koster i omegnen af 2 mia. Det er jo peanuts i forhold til de beløb, der ellers tales om i regeringen. For at nå i mål med den grønne omstilling af Danmark er energibesparelser i bygninger en meget vigtig brik.
 

Vi skal være ambitiøse, og det skal vi blive ved med at være

Førerposition er afgørende
Per Poulsen har 10 ansatte i virksomheden. Han oplever, at det ofte er de store virksomheder, som får lov til at bremse farten. De små og mellemstore virksomheder skal nok blive klar. 

- Så er vi endt med sådan en møgsituation, hvor deadlines altid bliver udskudt. Så dem, der er klar fra start, ender med at blive straffet, konstaterer han. 

Leif Frisk mener, at foregangspositionen er afgørende for Danmarks vækst. 

- Hvis vi er i førerposition, både når det gælder vedvarende energi, energibesparelse i bygninger og CO2-neutralitet, så udvikler vi de løsninger, som resten af verden også får brug for. Sådan tjener danske virksomheder penge i fremtiden. 

Derfor er Per Poulsen også klar på at knokle for at sætte barren højere:

- Hvis vi bliver presset lidt, kan vi blive ved med at være foran og være dem, der har en lidt smartere og lidt bedre løsning.

Følg os her:    

"Det har altid været naturligt for os at være i Arbejdsgiverne. Det giver et rigtigt godt kollegialt netværk i branchen, og vi nyder godt af rabataftalerne og af de kurser, der bliver udbudt."

Læs om medlemskab - klik her
John Rasmussen, Otterup VVS ApS

Kontakt

Journalist
Eva Maria Jørgensen
Telefon: 2070 0135
E-mail: emj@arbejdsgiverne.dk