Penge

Statsbetalt lærlingeløn kan være med til at vende udviklingen

I de kommende år vil afgangen fra arbejdsmarkedet inden for håndværk, industri og landbrug være ganske betydelig.

Det kan ramme hårdt - særligt i Region Nordjylland, hvor der er mange virksomheder inden for disse erhverv. Her er 40 procent af arbejdsstyrken faglærte - mod eksempelvis 17 procent i København. 

Når jeg ser mig omkring på mine kollegaer i smedefaget, er mange oppe i årene. Vi er de største erhvervsuddannede årgange. Om to-fem år er mange af os gået på pension, og der kommer til at gå lang tid, før de nyudlærte har det erfarings- og kompetenceniveau, som der skal til for at opretholde samme produktivitet. 

Virksomhederne kommer generelt til at se længere og længere efter arbejdskraft. Og de skal ikke regne med at kunne hente faglærte fra Østeuropa, hvor der også snart er mangel på faglærte. Derfor er det vigtigt, at der kommer fuld tryk på kedlerne nu med at få flere unge i gang med en erhvervsuddannelse. Men trods gode politiske intentioner vælger kun 18 procent af en ungdomsårgang en erhvervsuddannelse - 22 procent i Region Nordjylland. Det skal vi have vendt. Ellers truer det både vores produktion og velfærdssamfund.
 
For det første må der ikke mangle praktikpladser. Derfor skal man gøre det mere overkommeligt at tage en lærling. Særligt i de mindre virksomheder, der oftest uddanner lærlinge. Her kunne man eksempelvis gøre første års lærlingeløn statsbetalt som en støtteordning. Det vil gøre en stor forskel, da lønudgiften det første år vejer tungt i regnskabet og holder mange fra at tage en lærling. 

Indenfor de akademiske fag er hele uddannelsesforløbet fuldt finansieret af staten med op til seks års SU. Indenfor erhvervsuddannelserne har vi altid selv finansieret det hele. Vi har selvfølgelig også arbejdskraften ud af det, men en mindre håndsrækning det første år ville stadig være rimelig og i hele samfundets interesse. Mon politikerne har tænkt over, hvad vi skal med eksempelvis ingeniører, hvis vi ingen produktion har?

Af Jens Andersen, Serritslev Maskinværksted, formand for lokalafdeling Nord

Følg os her:    

"Jeg har haft stor glæde af Arbejdsgiverne - medarbejderne er altid imødekommende og hjælpsomme."

Læs om medlemskab - klik her
Kenneth Baand Larsen, Gerå Smede- & Maskinværksted

Kontakt

Ansvarshavende redaktør
Jan V. Kristensen
Telefon: 2160 6929
jak@arbejdsgiverne.dk