carsten Helmer

Carsten Essler Helmer, branchekonsulent, energi

Statsstøtte og monopolselskaber der breder sig - er det fair konkurrence?

Regeringen har valgt at give en støtte på 25 mio. kr. til fem udvalgte virksomheder inden for varmepumper. Selskaberne har i forvejen monopolselskaber i ryggen. Hvad betyder det for konkurrencen? 

Regeringen har valgt at give 25 mio. kr. over fem år til fem udvalgte virksomheder, der skal sælge varmepumper på abonnement til private slutbrugere. Fire af dem er allerede godt i gang. Her er der givet støtte til cirka 50 varmepumper – altså en forholdsvis beskeden start.

Undersøgelser viser, at for den private slutbruger er den økonomiske gevinst ikke større, end hvis de selv ejede varmepumperne. Arbejdsgiverne har dog generelt ingen indvendinger mod abonnementsordninger for varmepumper, da de er en del af den grønne omstilling og medvirker til, at udkantsdanmark i højere grad kan komme til at være en del af omstillingen – ikke mindst når man har in mente, at egenfinansiering og lån i disse områder ofte er usædvanlig svært for mange. 

Men der er også hår i suppen. For når der bliver givet statsstøtte til fem virksomheder, der konkurrerer mod installatører på et i forvejen trængt marked, skaber det en konkurrencesituation, hvor det bliver endnu sværere at drive virksomhed - specielt for de små og mellemstore virksomheder i landdistrikterne. 

Nyeste skud på stammen er en støtte til udbredelse af varmepumper på abonnement til erhverv. Her forudser Arbejdsgiverne, at de fleste af de fem virksomheder vil byde ind på det marked også, da de allerede har forretningsmodellen klar.

Ser man på de fem udvalgte virksomheder, samarbejder de alle med offentlige energiselskaber, og i flere tilfælde udspringer de direkte af offentlige energiselskaber. Energiselskaberne er monopolselskaber, der har en lang række fordele. Når de selskaber etablerer datterselskaber, har disse selskaber gavn af at have monopolselskabet i ryggen. Der skal selvfølgelig være vandtætte skotter mellem selskaberne – men er det altid tilfældet?   

Arbejdsgiverne håber, at de grønne støtteordninger bliver tilrettelagt, så væksten bliver en del af landområderne. Det er Arbejdsgivernes ønske, at Energistyrelsen og Energiministeriet gør statsstøttede ordninger bredere, så de kommer flere virksomheder til gavn – og så burde Konkurrencestyrelsen nok få set lidt på, hvordan selskaber med monopolselskaber i ryggen agerer på markedet.

Af Carsten Essler Helmer, branchekonsulent, energi i Arbejdsgiverne

Følg os her:    

"Vi valgte Arbejdsgiverne, fordi det er en "lille" arbejdsgiver- og brancheorganisation. Der er tættere kommunikation og kontakt og derfor hurtigere hjælp, hvis vi har brug for det. Vi føler os som en del af organisationen i stedet for bare at være et medlem."

Læs om medlemskab - klik her
Arne Paulsen, Brdr. Paulsen

Kontakt

Ansvarshavende redaktør
Jan V. Kristensen
Telefon: 2160 6929
jak@arbejdsgiverne.dk