Michal Owzarek har fået topkarakter for sit svendestykke, en grill formet som en pistol. Han er oprindelig fra Polen og bor i dag i Grindsted med sin kæreste. Foto: Morten Ravn

Præmielærling med skud i

Michal Owzarek havde svært ved at finde en praktikplads. Hos Vagner Knudsen & Sønner gav de ham chancen, og det viste sig hurtigt at være en rigtig god beslutning. Den unge mand har nemlig hænderne skruet ret godt på. I dag får han Metalindustriens Lærlingepris, som overrækkes af undervisningsminister Ellen Trane Nørby på Den Sorte Diamant i København.

Michal Jaroslaw Owzarek ville rigtig gerne have en læreplads hos Vagner Knudsen & Sønner ved Billund. Derfor var han tre gange forbi og banke på. Sidste gang gav de efter. Det er de glade for i dag. Den unge lærling viste sig at være ganske talentfuld.
- Han viste hurtigt, at han havde flair for det, fortæller værkføreren Torben Kristiansen.

Michael Owzarek følte også, at han havde været ganske heldig med sit lærested.
- Det er et spændende arbejde. Man laver mange forskellige ting her, og bliver meget alsidig, fortæller han.

Og en alsidig håndværker er han faktisk blevet. Det har han ikke mindst vist med sit svendestykke, som er en grill formet som en pistol. En opgave, som han har fået topkarakter for til svendeprøven.
- Der indgår mange forskellige arbejdsmetoder, og så er opgaven løst på en god og sjov måde, siger hans mester Frank Knudsen.     

Den rigtige kemi

Michal Owzarek er generelt meget vellidt i virksomheden.
- Han er nem at arbejde sammen med, hurtig til at forstå opgaven, og får den tænkt helt til slut, siger hans mester, der her ved hvordan, man skaber et godt læreforløb.
- Man skal tro på, at det er den rigtige, man har valgt. Man skal have en fornuftig kemi, og så skal han have nogle arbejdsopgaver med ansvar og prøve alle de forskellige typer arbejde, siger mesteren.

Michal Owzarek arbejder med mange forskellige ting i virksomheden. Trapper, rammer, gelændere, maskinudstyr, dele i mange forskellige materialer og tykkelser. Små og store stålkonstruktioner. Men til januar vil han gerne prøve sig selv af et nyt sted. På sigt drømmer han om at videreuddanne sig til produktionsteknolog eller maskiningeniør.

Mikkel Sonne Højberg har været hans faglærer på Syddansk Erhervsskole. Han har mange rosende ord om den unge mand.
- Vi glæder os hver gang, vi har nogle elever, der er så dygtige, at de skal have en pris. Michal har fuldstændig fortjent det. Han har virkelig arbejdet med det, og det har været en fornøjelse, at se den udvikling, han har gennemgået, siger læreren. 

Næste generation

Frank Erhardt Andersen er uddannelseskonsulent i brancheforeningen Arbejdsgiverne, hvor man netop har uddannelsen af den næste generation af håndværkere, som én af de vigtigste mærkesager.
- Det er en spændende transformation, som den unge gennemgår i sin læretid. Det skyldes, at der på en erhvervsuddannelse er mere end teoretiske øvelser. Du laver ting, der skal bruges til noget. Det er den ægte vare. Der findes næppe en bedre måde at lære på, siger Frank Erhardt Andersen.

Og der er hårdt brug for, at flere unge får øjnene op for det at vælge en erhvervsuddannelse. Det mærker udviklingschef i Arbejdsgiverne Finn Kyed.
- Vi står overfor en massiv mangel på kvalificeret arbejdskraft indenfor byggeriet og industrien i de kommende år. Den udvikling er vi nødt til at vende, siger Finn Kyed.

Følg os her:    

"I sin tid, da jeg læste til installatør, skulle vi lave en fiktiv virksomhed. Vi ringede først til en anden arbejdsgiverorganisation, men de havde ikke "tid" til at hjælpe os. Herefter ringede jeg til Arbejdsgiverne - de kom med det samme, hjalp og svarede på alle de spørgsmål, vi havde. Og så var det jo ikke så svært at vælge, hvor vi skulle melde os ind?"

Læs om medlemskab - klik her
Per Johansen, Ekspres VVS

Kontakt

Morten Ravn Pressemedarbejder
Morten Ravn
Telefon: 2118 0540
mra@arbejdsgiverne.dk