Fleming Frederiksen

Arbejdsgiverne mener:

Godt - men meget småt

Man skal sætte pris på de små skridt. Det kunne være en passende tankegang, nu hvor regeringen er kommet med deres vækstaftale, som fokuserer på mulighederne for vækst og udvikling i hele Danmark - også udenfor de større byer. Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti har afsat 150 mio. kr. på finansloven årligt til initiativer i 2016-2019. 

Der er tale om en række forskellige initiativer. Blandt andet vil man arbejde på bedre mobil og bredbåndsdækning i områder, der ikke har adgang til basal bredbåndforbindelse, og hvor teleselskaberne ikke har planer om ny infrastruktur de kommende år. Der er også planer om at oprette grundforløbsafdelinger i form af satellitafdelinger i områder med svag uddannelsesdækning, der kan mindske afstandene for de unge til erhvervsuddannelserne. 

Det er alt sammen rigtig gode toner, og politikerne sender et signal om, at man godt ved, hvor skoen trykker. Men går man ned i substansen, ser man hurtigt, at der er tale om meget små beløb og meget små skridt. I Arbejdsgiverne er vi glade for, at man sætter fokus på nogle områder, som har betydning for rigtig mange håndværksvirksomheder og industrivirksomheder - både med hensyn til adgang til kvalificeret arbejdskraft og bedre digital infrastruktur. Men vi håber, at politikerne har mere at byde på – for det er foreløbigt meget småt.  

Følg os her: