Fra computerspil til håndværk i særklasse

André Andersson var egentlig mest til at sidde og spille computer. Men da han prøvede kræfter med smedefaget blev han bidt af at kunne skabe noget med sine hænder. Fredag modtager han Metalindustriens Lærlingepris på Den Sorte Diamant. 

- Det gik rimelig hurtigt op for os, at han var et naturtalent, siger mester Steen Kragh om sin lærling André Andersson. Han havde været lidt tid i virksomheden, så de lige kunne se ham an, før han fik en læreplads. Sådan starter alle nye drenge i Kvong Smede- og Maskinforretning. Her er det ikke mindst værkføreren Jeppe Mortensen, der ser an og vurderer om de på sigt kan få en god klejnsmed ud af drengen. Det var dog hurtigt vurderingen i dette tilfælde.
- Når man siger en ting til ham én gang, så sidder det, siger mester og forsætter.
Han er ærekær indenfor sit håndværk. Det skal bare være i orden, siger han.

At der er krummer i drengen, er der også andre, der mener. Derfor får han fredag Metalindustriens Lærlingepris, som overrækkes af undervisningsminister Ellen Trane Nørby på Den Sorte Diamant i København. Det synes hans mester også er helt på sin plads.
- Han har ikke noget, han ikke kan. Han har ikke nogen begrænsninger, og han er ikke bange for at kaste sig ud i det, siger Steen Kragh.
- Det ser du også med hans svendeprøve. Det er ikke noget med at fedtspille med en lille opgave. Det kunne ikke blive stort nok. Han har også selv investeret 13.000 kr. i projektet. Det er heller ikke alle knægte, der hiver det ud af deres budget, siger Steen Kragh med stolthed over sin nyudlærte svend.

Steen Kragh lægger dog heller ikke skjul på, at en del af succesen skyldes værkføreren Jeppe Mortensen, der har haft den daglige kontakt med lærlingen.
- Han har været her i 10 år og lavet mange dygtige lærlinge. Han er af den gamle skole, siger Steen Kragh.

Kræver mange færdigheder

At det var noget for ham at blive smed, havde André Andersson egentlig ikke forestillet sig. Han sad egentlig mest ved computeren.
- Men jeg fandt ud af, at jeg godt kunne lide at bruge mine hænder. At jeg kunne blive god til det. Jeg synes, det er spændende at få lov til at skabe noget, man bruger i virkeligheden, fortæller han.

André Andersson får prisen fordi han ikke bare har været dygtig. Han har også været hjælpsom overfor sine kammerater på skolen og herudover lavet et svendestykke til topkarakter, en flishugger. Det er en opgave, der kræver mange færdigheder, og hvor det færdige produkt har mange detaljer, der afslører håndværkerens niveau.  Hvad fremtiden byder på, er endnu uvist. Men han overvejer at læse videre til maskinmester. Der er dog ikke tvivl om, at han er taknemmelig for hans læretid.
- Det er en lille biks, som laver næsten alt. Derfor får du lov til at prøve det hele. Og så er der nogle gode medarbejdere. Det er det, der gør, at du gider gå på arbejde hver dag, siger han.

Næste generation

Frank Erhardt Andersen er uddannelseskonsulent i brancheforeningen Arbejdsgiverne, hvor man netop har uddannelsen af den næste generation af håndværkere, som én af de vigtigste mærkesager.
- Det er en spændende transformation, som den unge gennemgår i sin læretid. Det skyldes, at der på en erhvervsuddannelse er mere end teoretiske øvelser. Du laver ting, der skal bruges til noget. Det er den ægte vare. Der findes næppe en bedre måde at lære på, siger Frank Erhardt Andersen.

Og der er hårdt brug for, at flere unge får øjnene op for det at vælge en erhvervsuddannelse. Det mærker udviklingschef i Arbejdsgiverne Finn Kyed.
- Vi står overfor en massiv mangel på kvalificeret arbejdskraft indenfor byggeriet og industrien i de kommende år. Den udvikling er vi nødt til at vende, siger Finn Kyed.

Følg os her:    

"I sin tid, da jeg læste til installatør, skulle vi lave en fiktiv virksomhed. Vi ringede først til en anden arbejdsgiverorganisation, men de havde ikke "tid" til at hjælpe os. Herefter ringede jeg til Arbejdsgiverne - de kom med det samme, hjalp og svarede på alle de spørgsmål, vi havde. Og så var det jo ikke så svært at vælge, hvor vi skulle melde os ind?"

Læs om medlemskab - klik her
Per Johansen, Ekspres VVS

Kontakt

Morten Ravn Pressemedarbejder
Morten Ravn
Telefon: 2118 0540
mra@arbejdsgiverne.dk