Erhvervsskolereformen er et vigtigt skridt på vejen

Erhvervsskolereformen er et vigtigt skridt på vejen

Stadig færre unge søger ind på en erhvervsuddannelse. Kun 18,4 procent af eleverne fra 9. og 10. klasse har i år tilmeldt sig en erhvervsuddannelse. Det er færre end i 2015 og tilmeldingen er faldet alle år siden 2001 – på nær i 2014.  Det har fået en landsdækkende avis til at kalde forrige års erhvervsskolereform for et flop. 

Det er et alvorligt problem, at så få unge vælger en erhvervsuddannelse. Lige rundt om hjørnet kommer vi til at mangle en masse faglærte, har flere beregninger og prognoser sat tal på. Og i Arbejdsgiverne hører vi ofte om mangel på kvalificeret arbejdskraft fra vores medlemsvirksomheder. Så ja, situationen er alvorlig.

Men det er forkert, at drage den konklusion, at erhvervsskolereformen er et flop. Med den nye reform har vi fået et adgangskrav til erhvervsskolerne med et karakterkrav på 2 i dansk og matematik. Det har betydet et forudsigeligt frafald. Men det kræver altså noget, at gå på en erhvervsuddannelse.
 
Resultatet er klart. Erhvervsskolerne melder om, at det er mere motiverede hold, der starter. Man har sorteret dem fra, som alligevel ikke har nogen interesse i uddannelsen. De trækker niveauet ned og dræner prestigen – og så holder mange af de gode hoveder sig væk. Det kan lyde lidt barsk. Men den samfundsmæssige opgave der ligger i at tage vare om unge, der ikke ved, hvad de vil, er ikke erhvervsskolernes.   
 
At stille krav koster i starten. Men det er begyndelsen på en lang og sej kamp, som handler om at slå fast, at en erhvervsuddannelse ikke er det uambitiøse valg. Det er derimod begyndelsen på en karriere, hvor man som ganske ung kommer ud og prøve sig selv af ude i virkeligheden - på arbejdsmarkedet. 

Bagefter står man med en rigtig god jobsikkerhed - der vil være stor efterspørgsel på ens arbejdskraft i mange år frem. Og som faglært tjener man ofte mere end mange forestiller sig. Man har også god mulighed for at starte som selvstændig, og endelig har man mulighed for senere at læse videre. 

Det er de fordele, vi skal have formidlet til de unge. Og der er ikke nogen tvivl om, at vi står overfor en kolossal udfordring, der kræver en fælles indsats fra mange aktører. I Arbejdsgiverne er vi kommet med vores bidrag til, at der i hvert fald ikke må mangle praktikpladser. Her har vi sat os en målsætning om, at 10 procent af de ansatte i vores medlemsvirksomheder skal være lærlinge i 2020. Byder alle ind, skal vi nok vende udviklingen, og her er erhvervsskolereformen er et vigtigt skridt på vejen.

Af Jani Lykke Methmann, direktør i Arbejdsgiverne

Følg os her:    

"I sin tid, da jeg læste til installatør, skulle vi lave en fiktiv virksomhed. Vi ringede først til en anden arbejdsgiverorganisation, men de havde ikke "tid" til at hjælpe os. Herefter ringede jeg til Arbejdsgiverne - de kom med det samme, hjalp og svarede på alle de spørgsmål, vi havde. Og så var det jo ikke så svært at vælge, hvor vi skulle melde os ind?"

Læs om medlemskab - klik her
Per Johansen, Ekspres VVS

Kontakt

Morten Ravn Pressemedarbejder
Morten Ravn
Telefon: 2118 0540
mra@arbejdsgiverne.dk