Fleming Frederiksen

Fleming Frederiksen, formand

Virksomhederne bærer selv et ansvar

Industrien mangler kvalificeret arbejdskraft. Det er svært at finde de rette folk indenfor mange af de fag, som er uundværlige for industrien - som smede eller industriteknikere. Og det er ikke så mærkeligt, når man ser på tallene. Ifølge Dansk Metal gik 1.627 industriteknikere på pension i 2011-2013. I samme periode blev kun 756 udlært. 

Fremtiden ser endnu værre ud. Om fem år vil vi mangle 30.000 faglærte. Handler vi ikke nu, står vi til den tid med problemer med mangel på arbejdskraft med uoverskuelige konsekvenser indenfor en række fag. Særligt hvis vi gerne vil holde på landets arbejdspladser. Også de vidensbaserede. Ny teknologi opstår ofte i et samspil med produktionen.

En del af problemet med manglen på arbejdskraft bunder i, at for få unge vælger en erhvervsuddannelse. Det skyldes et gammeldags uddannelsessnobberi, der konstant skubber erhvervsuddannelserne over i skammekrogen - selvom de ellers både giver sikre jobmuligheder og god mulighed for at starte som selvstændig. Og så kan man i øvrigt også læse videre. De budskaber får man bare ikke solgt godt nok til de unge. 
 
Men virksomhederne har heldigvis selv god mulighed for at sikre sig arbejdskraft. Det har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd netop slået fast i en ny analyse. Den viser, at syv ud af ti nyuddannede faglærte får deres første job i den virksomhed, hvor de har været i praktik. Det betyder med andre ord, at virksomhederne i høj grad selv kan være med til at sikre, at de har nogle faglærte at ansætte i fremtiden. 

I Arbejdsgiverne går vi gerne foran med et godt eksempel. Vi har netop vedtaget en målsætning om, at hver tiende medarbejder om fem år skal være en lærling. Det betyder en forøgelse på 27 procent - i alt 1.630 praktikpladser indenfor smede og vvs-området. Samtidig opfordrer vi andre til at gå samme vej og sætte et konkret mål for, hvor mange ekstra praktikpladser, de vil levere. Så det ikke bare bliver ved snakken. 

Der er hårdt brug for konkrete handlinger. Kun hver fjerde virksomhed med fire ansatte eller derover tager i dag en lærling. Det må kunne gøres bedre. Deloitte har i en undersøgelse for Undervisningsministeriet slået fast, at der er potentiale i virksomhederne til at oprette 30.000 flere praktikpladser. Samtidig står 1.000 unge uden praktikplads og 7.000 må nøjes med skolepraktik. 

Og så klager vi over mangel på arbejdskraft. Det er simpelthen pinligt, når en god del af løsningen ligger lige for. Den udvikling må vi vende sammen - hvis vi regner med at kunne ansætte danske faglærte og holde på vores arbejdspladser i fremtiden.

Af Fleming Frederiksen, formand

Følg os her: