Fleming Frederiksen

Fleming Frederiksen, formand

Tilpas jer - i tide

Når man tænker tilbage på året der gik, er én erkendelse svær at komme udenom. 2014 blev hårdere for byggeriet og industrien, end mange havde håbet. Nogen havde rigtig god vind i sejlene. Andre måtte dreje nøglen om. Året bød på virksomheder der vækstede og imponerede - men også dem, der måtte skære helt ind til benet. 

Gad vide, hvad vi har i vente i 2015. Hvad ville en krystalkugle fortælle os om det kommende år? Mange tænker, at vi for længst er igennem finanskrisen. Men der er alligevel et eller andet, som klæber sig til vækstlokomotivet og lægger en dæmper på fremdriften. Noget kan forklares med, at vi er et lille og åbent marked, der er meget påvirket af naboøkonomierne, som ikke har mere gang i hjulene. 

Men vi er altså ikke helt uden indflydelse på vores egen skæbne. Der er ting, man selv kan gøre. Det er blevet stadig mere vigtigt at afstemme forventningerne og have et skarpt blik på pris, kvalitet og leveringstid. Det handler om evnen til at tilpasse sig. Det handler om at gøre det nødvendige i tide. Om evnen til at kunne sige fra, men også til. Om at forstå og udnytte globaliseringens muligheder. 

Mange små og mellemstore virksomheder har fået øjnene op for den nye teknologi. Særligt robotteknologi er blevet mere almindelig. Og her indtager Danmark en flot position. På trods af en lille nedgang, er vi det land i Europa med flest robotter per medarbejdere i industrien, hvis man fraregner automobilindustrien - 153 robotter per 10.000 medarbejdere. Og mange mindre virksomheder er også med på vognen. 

Teknologi er generelt blevet mere tilgængelig og handler ikke kun om økonomi. Det handler også om at se mulighederne, mens de er her. Men det er ikke nogen nem opgave. Der ligger ingen mirakelkur lige rundt om hjørnet. For mange virksomheder skal der også kæmpes i 2015.    

Vi må nok desværre også forvente at blive endnu mere fastlåst af nye myndighedskrav i form af love, regler og direktiver. I Arbejdsgiverne gør vi, hvad vi kan for at råbe politikerne op og dæmme op for noget af den galimatias. Men vi er også nødt til at forstå, at det foreløbigt er et vilkår. Vi vil sikkert kunne finde nogle af morgendagens vindere blandt dem, der formår at navigere i dette regeltyrani. 

Af Fleming Frederiksen, formand