Steen Hoeck Klausen

Teleselskabernes tid på frihjul kan snart være slut

En VVS-installatør tog sagen i egen hånd og gjorde selv noget ved den dårlige mobildækning. Han købte en signalforstærker, som det er fuldt lovligt at købe, men som man ikke må bruge uden teleselskabernes tilladelse.  Det kommer formentlig til at koste ham en bøde på 10.000 kroner.
 
I næste uge begynder Henrik Sass Larsen IT- og mobilforhandlingerne. Her har Dansk Folkeparti allerede forslået, at Telestyrelsen får overdraget retten til at godkende brugen af signalforstærker. Om partiet mener, at teleselskaberne har et habilitetsproblem, vides ikke. Men det virker åbenlyst, at de nuværende regler ikke fungerer. Samtidig forslår Dansk Folkeparti, at selskaberne tvinges til at sætte flere master op i de tyndt befolkede områder. 

I Arbejdsgiverne mener vi, at det er den slags boller, der skal på suppen. Den dårlige mobildækning lægger en dæmper på væksten, hvor der er allermest brug for den. Mobiltelefonen er blevet et arbejdsredskab, som mange bruger til fakturering direkte hos kunden, billeddokumentation, registrering af materialer og videovejledninger. Når man ikke kan anvende de værktøjer, er det med til at gøre det svært at drive virksomhed i landområderne, hvor der virkelig er brug for vækst og arbejdspladser.  

2,1 millioner danskere anvender dagligt deres mobiltelefon til internetadgang. Men 315 af landets 586 postnumre må nøjes med en decideret ringe dækningsgrad for det mobile bredbånd. Det viser Erhvervsstyrelsens kortlægning fra sidste år.

Der er mange gode ting, som politikerne kan tage med i deres forhandlinger. Man har forsyningspligt på vand, el og stationære telefoner. Vil et selskab tjene penge på at levere en ydelse, er det også forpligtiget til at levere i de tyndt befolkede områder. 

I de kommende forhandlinger kunne politikerne overveje, om der ikke også skal stilles minimumskrav til teleselskaberne for det mobile bredbånd. Tiden har jo vist, at deres kommercielle interesse ikke er stor nok til at løse virksomhedernes behov. Man kunne håbe på, at teleselskabernes tid på frihjul er ved at være ovre. Det ville glæde mange erhvervsdrivende i landområderne.  

Af Steen Hoeck Klausen, branchechef