Mikael Tipsmark

Mikael Tipsmark, branchechef

Revisorerne skal stoppe skræmmekampagnen

FSR Danske Revisorer har igen været ude og fortælle om alle de dårligdomme, der vil regne ned over ens virksomhed, hvis man fravælger det reviderede regnskab og nøjes med det væsentligt billigere review. Særligt spiller de på, at det efter deres udsagn bliver dyrere at låne penge i banken eller hos realkreditinstitutterne uden det reviderede regnskab.

Jeg kan ikke lade være med at se det som en skræmmekampagne. Der er i hvert fald netop blevet lavet om på revisionspligten, så de mindre virksomheder ikke behøver at få lavet et lige så omfattende regnskab som tidligere. Dermed bliver regningen til revisoren også mindre. 

Selvfølgelig er det reviderede regnskab ikke helt uden værdi. Men i forhold til hvor meget ekstra, man betaler for det, er det dyrt købt – særligt for en mindre virksomhed. Skulle det være prisen værd, burde der følge noget mere rådgivning med. Hvad betyder nøgletallene? Er min indtjening god nok? Har jeg den rigtige selskabsstruktur? Så begynder det at ligne noget. Måske branchen skulle overveje den mulighed – og lægge skræmmekampagnen på hylden.     

Faktum er, at revisionsvirksomheden BDO for nylig har gennemgået 20.000 årsregnskaber og foretaget en spørgeskemaundersøgelse blandt de mindre virksomheder. Her var konklusionen, at de mindre virksomheder har øget deres indtjening med 13 procent, og at det er lykkedes at holde omkostningerne i ro. 

Alligevel har der været en strøm af artikler med revisorernes brancheorganisation FSR som kilde, der fortæller, hvor galt det står til med de mindre virksomheders regnskaber, kreditværdighed og økonomi. Vi risikerer, at når revisorerne gentager deres budskab nok gange, begynder bankerne til sidst at tro, at de skal kræve det store reviderede regnskab af de mindre virksomheder.
 
Det handler selvfølgelig om penge for revisorerne. Det reviderede regnskab kan de ofte tage op til 45.000 kr. for – selv for små virksomheder. Selvom de ikke har tjekket varelageret og i øvrigt stort set fraskriver sig hele ansvaret på de første sider. Kommer det til en konkurs, er det ikke meget værd. Og revisorerne har sikret sig selv juridisk. Så kan man efter min vurdering lige så godt nøjes med det billige review til 5.000 – 10.000 kr. Det giver sort set samme overblik over virksomhedens økonomi. 

Af Mikael Tipsmark, branchechef