Tom Williams

Nordens bedste beslagsmed er medlem af Arbejdsgiverne

Det blev beslagsmeden Tom Williams fra Haderslev, som stod øverst på skamlen ved weekendens danske og nordiske mesterskab for beslagsmede i Herning.

Hesteskoene bragte lykke. Det kunne beslagsmed Tom Williams fra Haderslev sande med sin dobbelte sejr ved weekendens danske og nordiske mesterskab for beslagsmede i Herning. 

- Jeg er meget stolt over at have vundet titlerne. Og jeg vil gerne takke mine sponsorer for støtten og forbundet for en rigtig spændende konkurrence med mange dygtige smede, udtaler walisiskfødte Tom Williams, der også var finalist ved mesterskaberne i 2013 og 2014.

I den nordiske konkurrence var opløbet tæt. Således var det kun to point, der adskilte vinderen og danske Tobias Villsen på andenpladsen, og yderligere to point ned til finnen Tommi Riikonen, der blev nummer tre.

Kunsten at sko en hest
At det er et hårdt arbejde at være beslagsmed, er man ikke i tvivl om, når man har set smedene i aktion. Det er et stolt, gammelt håndværk, der gør et stykke stål til sko, der passer perfekt på hestens hove. Men det foregår ikke uden intens hamren, banken, skæren og filen. Og til konkurrencen foregår det hele selvfølgelig på tid.

- Selv om jeg også er effektiv til daglig, så foregår konkurrencen i et helt andet tempo. Der er forskellige klasser med forskellige udfordringer på tid, hvor man trækker på al sin viden og kunnen, fortæller Tom Williams, der har arbejdet med hestepleje, siden han var 17 år.

- Jeg har altid været fascineret af heste, og jeg har tilbragt en stor del af mit liv med dem. Derfor kan jeg i dag ret hurtigt spotte, om en hest går forkert. At være beslagsmed handler om at give både hest og rytter det bedste udgangspunkt, hvad enten det er til konkurrenceridning eller skovture, siger beslagsmeden, som også selv har konkurreret på hesteryg.

- En sund hest præsterer bedst - så enkelt er det. Og på den måde er hver dag i virkeligheden en konkurrence - om at finde den bedste løsning til den enkelte hest.

Om Tom Williams
Tom Williams er født og opvokset i Wales, hvor han også er uddannet beslagsmed. I 2012 flyttede han til Danmark, hvor han ligeledes er blevet certificeret. Hans beslagsmedie Tom Williams International Farriers, som er medlem af Arbejdsgiverne, servicerer heste i det meste af Syddanmark.