Anders Mortensen

Magen til svinestreg

Et byggeri kræver flere forskellige håndværk. Murere, smede, vvs’ere. Bygherren kan udbyde byggeriet i de enkelte fag, men kan også vælge en hovedentreprenør, der løser den samlede opgave. I det sidste tilfælde er det mest de store firmaer, der tjener godt på det.    

Et eksempel er Herningsholm Erhvervsskole. Den skal udbygges for 60 millioner kroner. Et byggeri der skydes i gang til foråret. Her blev opgaven udbudt som hovedentreprise i stedet for i mindre fagentrepriser. Derfor kunne kun de helt store entreprenørfirmaer byde på opgaven. De hyrer deres egne håndværkere, som i øvrigt får en mindre fortjeneste, når entreprenøren først har taget sin del af kagen. 

Almindelige håndværksfirmaer har ikke mulighed for selv at byde på opgaven, og det er en skam, når det er et byggeri, som kunne have givet masser af arbejde til små og mellemstore håndværksvirksomheder - de virksomheder, som er flinkest til at ansætte lærlinge – de virksomheder, som erhvervsskoler som Herningsholm Erhvervsskole er afhængige af, når eleverne skal ud og finde lærepladser. 

De store entreprenørfirmaer kan eleverne ikke regne med. De tager sjældent et samfundsansvar, når det handler om at uddanne næste generation af håndværkere.
Og det er faktisk lidt af et problem, når de seneste fremskrivninger viser, at vi kommer til at mangle 30.000 faglærte om bare fem år. 

Man kunne tro, at det handler om at spare penge. Men en undersøgelse fra Århus Kommune har vist, at det ikke forholder sig sådan. Her har de erfaret, at de ligefrem sparer penge ved at benytte sig af fagentrepriser. Faktisk 5-10 millioner kroner om året.

Alligevel kan man nok forvente, at nogen vælger hovedentrepriser - måske for nemhedens skyld. Men det er svært at se fornuften i, at en erhvervsskole, der uddanner fremtidens håndværkere og industriarbejdere, forbigår de virksomheder, de selv er afhængige af. Gad vide, hvilken velvilje Herningsholm Erhvervsskole i fremtiden vil opleve fra håndværksvirksomhederne? Gad vide, hvor mange andre erhvervsskoler, der netop nu betænker at udbyde deres byggeopgaver i hovedentrepriser?

Af Anders Mortensen, udvalgsformand