Frank Erhardt Andersen

Frank Erhardt Andersen, uddannelseskonsulent

Lærlinge er en samfundspligt

Jeg mødte en virksomhedsejer i Hadsten den anden dag. Han havde i en længere periode ikke havde haft lærlinge ansat. Årsagerne var alle de samme, som man plejer at høre om administrativt bøvl og for lidt tid. Men han havde egentlig haft det dårligt med det. Derfor havde han igen fået lærlinge i sin virksomhed. 

Nu lagde han særligt mærke til alle de mange fordele. Eksempelvis udvikler man sig som virksomhed på en anden måde, når man hele tiden får nye unge ind, man skal forklare tingene til. Man bliver konfronteret med sine egne rutiner. 

Men mest af alt handlede det egentlig ikke om, hvad han selv havde ud af det. Det handlede om, at det var det rigtige at gøre. Det handlede om at give noget tilbage. Hvordan var han selv blevet håndværker, som var grundlaget for den virksomhed, han havde opbygget? - han havde fået en læreplads. Det handlede om at tage et ansvar for at uddanne den næste generation. 

Her havde han fat i noget. Det er nemlig en samfundspligt at uddanne lærlinge. Og det er han faktisk ikke den eneste virksomhedsejer, der har blik for. Særligt blandt de små og mellemstore virksomheder er man rigtig flinke til at ansætte lærlinge. Her tager man gerne sin del. Blandt de helt store virksomheder har man tilsyneladende en anden tankegang. Her har man i årevis haft det godt med at køre på frihjul.

Og det med at ansatte lærlinge er en vigtig sag. Der skal bruges flere praktikpladser. Der er i dag 80.000 erhvervsskoleelever i praktik. Af de 80.000 elever er 11.000 elever i skolepraktik, som er godt nok til, at de som færdiguddannede hurtigt bliver afsat på arbejdsmarkedet. Og det er det, som betyder noget. Der er altså ingen grund til panik. Men der skal bruges flere praktikpladser i fremtiden. 

Faktum er, at vi kommer til at mangle 30.000 håndværkere om bare fem år, viser beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Det er man fra politisk hold så småt blevet opmærksom på. Men politikerne kan heller ikke trylle. Skal man for alvor vende udviklingen, må erhvervslivet selv tage ansvar, hele erhvervslivet, også de helt store virksomheder. Få nu ansat de lærlinge - det er en samfundspligt.  

Af Frank Erhardt Andersen, uddannelseskonsulent