Jani Lykke Methmann

Hvem skaffer praktikpladserne?

I disse dage er der stor mediebevågenhed på problemet med mangel på praktikpladser. Det er ikke et øjeblik for tidligt. Om bare fem år kommer vi til at mangle 30.000 håndværkere.

Erhvervsuddannelserne giver både gode muligheder for beskæftigelse og særdeles gode muligheder for at blive selvstændig. Men de kæmper mod et gammeldags og misforstået uddannelsessnobberi. Og skal vi vende den udvikling, må der i hvert fald ikke mangle praktikpladser.
 
Vi er glade for at andre nu også bidrager til indsatsen. De store virksomheder har kørt på frihjul i årevis og overladt det til de mindre virksomheder at uddanne den nye generation af håndværkere. Så lad os lige få tallene på bordet. 30 procent af vores medlemsvirksomheder har lærlinge. Gennemsnittet for virksomheder på landsplan er 10 procent. Man kunne jo undersøge, hvad gennemsnittet er for de store virksomheder. Her ville det da være glædeligt, hvis de kunne løfte tilsvarende vores indsats.
 
Men det er selvfølgelig godt, at der sker noget. Enhver indsats har værdi. Vi har arbejdet med det her i årtier. Det samme har flere andre organisationer. Det har vores erfaring, at det er den vedvarende og langstrakte indsats, der skaffer praktikpladserne. Men det er dejligt, at andre nu også vil være med i arbejdet og gøre noget for at skaffe praktikpladser i et par måneder. Vores resultater er dog fremkommet af en årelang indsats.

Af Jani Lykke Methmann, direktør