Fleming Frederiksen

Fleming Frederiksen, formand

Brug kræfterne på det der skaber vækst

TV2 har netop brændt nallerne på en programserie om socialt udsatte familier i udkantsdanmark. Allerede før serien blev vist, gik en del borgere til modangreb. De føler, at serien er endnu et eksempel, der fortæller den negative historie om udkantsdanmark. Jeg kan sådan set godt forstå deres ærgrelse.

Det er fint, at et medie sætter fokus på et problem, men der skal også være balance i, hvor mange kræfter, man bruger på at formidle og diskutere de samme problemer. Med samme vinkel. I de samme områder. Eksempelvis kunne man bruge langt mere krudt på at fortælle om de ting, der lykkedes erhvervsmæssigt i landområderne. 

Set i et historisk perspektiv er mange store danske virksomheder startet langt fra hovedstaden. Lego startede i Billund. Bang & Olufsen i Struer. Danfoss i Bjerringbro. Ecco i Bredebro og Mærsk i Svendborg. Selvfølgelig er vilkårene anderledes i dag. Men der er stadig masser af mindre virksomheder i udkantsdanmark, der driver forretning, eksporterer til udlandet og bidrager til vores alle sammens velfærd.

Det fylder bare ikke ret meget i den nationale presse. Når tv-stationerne kører på landet for at lave en større programserie, handler det oftest om mennesker med problemer - sociale, økonomiske eller livsstilmæssige. Mange mindre virksomheder i landområderne har ellers en idérigdom og eksport, som ville komme bag på mange. Dem kunne man da også fortælle noget om. Og de kunne godt bruge mere fokus. 

De kæmper nemlig en hård kamp, hvor det virker som om, at den del af Danmark som er koncentreret omkring Christiansborg ikke rigtig er på deres side. Og de har ellers netop brug for en politisk håndsrækning. En undersøgelse fra tænketanken Kraka viser, at bankernes kreditvillighed er langt mindre overfor virksomheder i landområderne. Realkreditinstitutterne er heller ikke meget for at give lån til boligkøb. Endelig er det også svært for virksomheder i landområderne at sikre sig noget så selvfølgeligt som ordentlig internetforbindelse. Væksten sker altså mod svære odds. 

Kunne man ikke politisk gøre lidt mere? Løbet er ikke kørt endnu. Eksempelvis valgte den amerikanske it-gigant Apple fornylig at lægge et stort it-kraftcenter på den jyske hede til 6,3 milliarder kroner. Udkantsdanmark er fuld af muligheder. Men man skal bruge kræfterne på det, der skaber vækst. Derfor har vi brug for at italesætte landområderne på en mere konstruktiv måde politisk og i medierne.

Af Fleming Frederiksen, formand