Steen Hoeck Klausen

Får vi bedre bredbånd i hele Danmark?

Det er glædeligt, at regeringen i deres nye plan ”Vækst og udvikling i hele Danmark” har prioriteret at få gjort noget ved den dårlige mobil- og bredbåndsdækning. Her taler man blandt andet om etablering af en statslig bredbåndspulje, bedre mulighed for at udnytte eksisterende passiv infrastruktur til bredbånd og ambitiøse dækningskrav i kommende frekvensauktioner. Og her må der være tænkt på landdistrikterne.

Vi har selvfølgelig til gode at se, hvordan det bliver implementeret. Men det er uanset hvad et skridt i den rigtige retning og en vigtig holdningstilkendegivelse. Man har langt om længe lyttet til de medier, politikere og organisationer, og heriblandt Arbejdsgiverne, der har forsøgt at gøre opmærksom på den dårlige dæknings konsekvenser for tusinder af små og mellemstore virksomheder.   

Dårlig mobildækning i landområderne giver virksomhederne problemer med mange almindelige dagligdagsopgaver. Mobiltelefonen er i dag et arbejdsredskab til eksempelvis fakturering direkte hos kunden, billeddokumentation og videovejledninger. Kan man ikke anvende de værktøjer, bliver det sværere at drive forretning i områder, hvor der ellers særlig brug for flere arbejdspladser.  
Tallene taler i øvrigt deres eget tydelige sprog. 2,1 millioner danskere anvender i dag dagligt deres mobiltelefon til internetadgang. Men 315 af landets 586 postnumre må stadig nøjes med en decideret ringe dækningsgrad for det mobile bredbånd, har en kortlægning fra Erhvervsstyrelsen vist.

Der er ingen tvivl om, at det vil være en gevinst for samfundet at sikre bedre dækning. Rambøll har i en rapport udarbejdet for Erhvervs- og Vækstministeriet anslået, at der samlet set kan være en positiv effekt på mellem 0,7 og 1,7 milliarder kroner for samfundet over en tiårig periode ved at anvende 700 MHz-frekvensbåndet til mobilt bredbånd.

Nu må vi se, hvor meget regeringens initiativer batter. Men ellers må man overveje at indføre forsyningspligt på mobilt bredbånd. Man har forsyningspligt på en lang række områder. Eksempelvis vand, el og stationære telefoner. Det betyder, at vil et selskab tjene penge på at levere en ydelse, er det også forpligtiget til at levere i de tyndt befolkede områder, hvor fortjenesten typisk er mindre.

Hidtil har teleselskabernes kommercielle interesser ikke været nok til at møde virksomhedernes behov. Men mon ikke regeringen mener det alvorligt med ”Vækst og udvikling i hele Danmark”. Vi venter spændt.

Af Steen Hoeck Klausen, branchechef

Følg os her: