aarets laerling 2015

Årets lærling i Randers

Den 20-årige vvs-lærling Philip Fugl Jensen har modtaget prisen som årets lærling af Arbejdsgiverne. 

Arbejdsgivernes afdeling for Randers og omegn har netop uddelt prisen for årets lærling. Den gik til 20-årige Philip Fugl Jensen fra Skødstrup, der er i lære ved Løgten VVS på Grenåvej. Her har hans mester Ole Sørensen da også kun rosende ord om sin unge lærling.
- Philip er en selvkørende og initiativrig dygtig vvs-lærling, som ikke er bange for at tage ved. Hvis han får en opgave, klør han på, og udfører den yderst tilfredsstillende, siger Ole Sørensen. 

Mesteren kan også fortælle, at han er vellidt blandt kunder og kollegaer.  
- Han er glad og imødekommende overfor kunder og svendene og ikke mindst på kontoret. Han er en eftertragtet lærling i firmaet, svendene kæmper for at få ham med om morgenen. Og vil helst ikke slippe ham igen, når opgaven er løst, fortæller mester om den unge lærling, som han har haft i lære siden januar.   

Den tekniske skole Aarhus Tech giver også kun Philip de bedste ord med på vejen.
- Philip er en rar og høflig ung mand, der arbejdsmæssigt passer ind i enhver sammenhæng. Han er kendt for hans overskud og tekniske færdigheder. Hans positive indstilling og gåpåmod gør, at han altid er villig til at forbedre sig og lære noget nyt, siger hans lærer Mathies Jacobsen Baunsgård. 

Philip Fugl Jensen er først udlært som vvs’er om to år, men han har allerede planer for fremtiden. Han vil gerne prøve sit fag af uden for Danmarks grænser.

- Det er min plan, at jeg skal ud og have noget mere praktisk erfaring. Jeg vil gerne se hvordan, at man gør andre steder i verden. Det ville virkelig være fedt at prøve, siger den unge lærling.