10 gode råd til små hjemmesider

Er du en lille virksomhed, behøver du sjældent at bruge store summer for at få dig en god og anvendelig hjemmeside. Læs rådene herunder og forhør dig måske hos en lokal webdesigner om priser og det praktiske.

Mindre virksomheder kan let lade sig overmande af alle de tilbud de får præsenteret på nettet, hvor alskens web-bureauer faldbyder hjemmesider til konkurrencedygtige priser. Du har sikkert allerede haft et par stykker i telefonen som gerne vil "hjælpe dig" til en moderne og søgevenlig hjemmeside. For det meste bliver det præsenteret som helt essentielt at du har en hjemmeside, der placerer dig højt på google.

Det kan hurtigt lyde som om, at din virksomhed står på kanten til afgrunden, hvis ikke du tager affære med det samme. Samtidig kan det virke som en jungle, at forholde sig til alle de tekniske ting som en hjemmeside skal leve op til.

Men det behøver ikke være så svært. Det er ganske rigtigt sandt, at det er en god ide at man kan finde din virksomhed på google - men derfor behøves du ikke investere en formue eller være en særlig teknisk begavelse. Du kan begynde med at læse vores 10 gode råd herunder:

  1. Gør det, du er bedst til
    Lad personer, der har forstand på hjemmesider, lave siden for dig. Er der tale om en hjemmeside, der blot er et ”visitkort” med kontaktoplysninger, kan du måske selv gøre det. Men husk, at hjemmesiden stadig er dit ansigt udadtil. Dårligt design, stavefejl og forvirrende opbygning fortæller noget skidt om din virksomhed. Og da flere og flere tjekker deres håndværkers hjemmeside, før de ringer, skal den bare være i orden.
  2. Mindre er mere
    Hold ambitionerne nede, medmindre du har ressourcerne til at gennemføre det. Hvis du opretter en hjemmeside med en nyhedssektion eller et produktkatalog, skal du opdatere det jævnligt – lad aldrig kunder se nyheder fra sidste år eller udgåede produkter. Brug hellere ressourcerne på at gøre det nødvendige godt. Gør eksempelvis kontaktoplysningerne meget synlige, brug enkelt design, bedre billeder og koncentrér dig om dine kerneprodukter eller kompetencer. Din adresse og eventuelt dit telefonnummer bør være synligt på alle sider.
  3. Lav en mobil hjemmeside
    Flere og flere bruger deres mobil eller tablet til at finde en lokal håndværker. Sørg for at din hjemmeside kan ses fornuftigt for dem. På Google rangerer din hjemmeside også højere, hvis den er lavet til mobile enheder.
  4. Sørg for, at du kan findes
    Ved at gøre indholdet på din hjemmeside så relevant som muligt, dukker din side også op ved søgninger på nettet. Sørg for at de små ting som billedtekster og sidebeskrivelser (i koden) er opdaterede. Få nogen til at hjælpe dig med at skrive lidt relevant indhold, hvis ikke det er din stærke side.
  5. Gør dig speciel
    Har du et produkt eller kompetence, som kun din virksomhed tilbyder i lokalområdet? Sørg for at fortælle om det på din hjemmeside. Dit speciale kan være grunden til, at kunderne vælger dig frem for andre, der måske kan det samme, men som bare ikke fortæller om det. Er du dækket af en garantiordning eller medlem af en relevant forening, skal du fortælle om det. Det giver kunden tryghed for, at du er en del af noget større.
  6. Giv noget bort
    For at din hjemmeside og dermed virksomhed kan få synlighed, kan du med fordel give noget bort gratis – og det behøver ikke være rigtige ting. Det kan for eksempel blot være gode råd til husejere eller en vejledning til gør-det-selv-opgaver. Det kan også være en regulær konkurrence, hvor man kan vinde noget indenfor dit fagområde (vind en håndværker i en time?). Noget der signalerer din faglighed og dine kompetencer. Her kan du også bruge de sociale medier til at skabe opmærksomhed omkring det – og lede kunderne din vej.
  7. Reklamér - på den billige måde
    Er du på Facebook, LinkedIn eller noget helt andet, skal du bruge det aktivt. Lav et opslag om noget fagligt og led opmærksomheden til din hjemmeside ved samme lejlighed. Din hjemmesideadresse skal også være på visitkort, fakturaer og tilbud. Sørg for at den kommer til at ligge i lommen eller på skrivebordet hos flest mulige. Du kan komme langt med et lille budget og ved at tænke kreativt.
  8. Få mulighed for at rette selv
    Får du en lokal IT-virksomhed til at lave din hjemmeside for dig, så sørg for at du også, i nogen udstrækning, kan redigere indholdet selv. På den måde undgår du dyre regninger for små rettelser. CMS-systemer (Content Management Systemer) er lavet til at gøre det let og brugervenligt at tilrette indholdet på din hjemmeside. Bed din leverandør om adgang til systemet og eventuelt om hjælp til at benytte det, hvis ikke du er IT-kyndig.
  9. SEO, SEM og Digital Marketing
    ...
    er alle ord som IT-virksomhederne slynger om sig i forbindelse med hjemmesider. Medmindre du satser hårdt på din hjemmeside som salgsværktøj, så glem dem, og de utallige sælgere, der tilbyder det. Kun sjældent er pengene givet godt ud. Hvis du sørger for, at din hjemmeside er lavet i et af de mest udbredte CMS-systemer, er siden allerede optimeret på forhånd - og hvis du selv har noget relevant indhold til siden, er du godt på vej.
  10. Er du medlem hos os?
    Sørg for at sætte Arbejdsgivernes logo på hjemmesiden og ligeledes logo for vores Håndværkergaranti-ordningen, hvis du er dækket. Det giver tryghed og signalerer troværdighed. Er dit arbejde dækket af andre garantier eller lever du op til særlige krav og certificeringer, skal du naturligvis også anføre dem. Find Arbejdsgivernes logoer her.

Følg os her:    

"Det har altid været naturligt for os at være i Arbejdsgiverne. Det giver et rigtigt godt kollegialt netværk i branchen, og vi nyder godt af rabataftalerne og af de kurser, der bliver udbudt."

Læs om medlemskab - klik her
John Rasmussen, Otterup VVS ApS

Kontakt

Tine Lund

 

Webredaktør
Tine Lund

Telefon: 6317 3363
tlu@arbejdsgiverne.dk