Jani Lykke Methmann

Gå efter samme gennemsnit

Folk er forskellige. De har forskellige evner og færdigheder. Nogle er kreative og visuelle. Andre er konkrete og løsningsorienterede. Nogle er gode sproglige. Andre er skarpe med tal. Og heldigvis vil der altid være brug for mange forskellige erhverv og kompetencer på arbejdsmarkedet. Det kan de fleste blive enige om. 

Uddannelserne skal afspejle både arbejdsmarkedets behov, og de unges evner. Men endnu vigtigere er mængderne af unge, man sender i de forskellige retninger. Det vækker i disse år stor debat. Det er blevet mere legalt at sige, at man i højere grad skal uddanne folk til noget, hvor der er et arbejde at få bagefter - altså uden alt for mange supplerende kurser, omskolinger og år med arbejdsløshed. 

Eksempelvis er det dejligt, at vi som samfund har råd til at uddanne folk indenfor filosofi eller litteraturvidenskab. Der gemmer sig universel viden i de store værker, som man også har brug for i et moderne samfund. Men i de rette mængder. Og når man uddanner så mange, at 40 procent er arbejdsløse et år efter afsluttet uddannelse, er der noget galt. 

Deres universitetslærere forsvarer sig med, at de fleste af de studerende herefter finder arbejde. Men det er ofte indenfor jobs, hvor de egentlig ikke bruger deres uddannelse, men mere deres generelle intellekt. Og her har de selvfølgelig også gavn af at have læst Platon og Kierkegaard. Men ville de ikke være endnu bedre hjulpet, hvis de besad den relevante uddannelse? 
  
I Arbejdsgiverne mener vi, at politikerne generelt skal være meget mere opmærksomme på efterspørgslen på arbejdsmarkedet, når de laver uddannelsespolitik. Og der er nok at tage fat på. For samtidig ligger der en holdningsmæssig udfordring. Erhvervsuddannelserne har nemlig ikke det bedste image. For mange emmer de lidt af lavstatus. Universiteterne lyder af højstatus, og så vælger man gymnasiet. 

Det er egentlig en skam, når det er en kendsgerning, at unge med en erhvervsuddannelse kan se frem til stor jobsikkerhed. De har gode muligheder for at starte som selvstændige og blive herre i eget hus, så at sige. Og så kan de i øvrigt senere læse videre. Det er modsat også en kendsgerning, at mange med en længere universitetsuddannelse ender i jobs, som der ikke er noget højstatus ved overhovedet. Der hersker altså nogle myter om mulighederne med de forskellige uddannelser. Konsekvensen er, at industrien efterhånden har svært ved at overholde produktionstider på grund af mangel på arbejdskraft.   

I mens flokkes de unge om gymnasierne, som måger om et lille stykke brød. Og det er langt fra alle, der får nok ud af det. Det er ærgerligt for dem der kommer til at gå en lang omvej, før de ender på rette hylde. Her har der ofte været kritik, når man forsøger at få de unge hurtigere gennem uddannelsessystemet. Og at man forsøger at påvirke valget af studie, vil sikkert heller ikke blive godt modtaget. Den slags kan på mange virke for brutalt. Men det er omvendt heller ikke morsomt, at bruge fem år på en universitetsuddannelse, og så finde ud af, at der ikke er noget arbejde at få - i hvert fald ikke det første år eller to.
 
Flere partier vil gerne have flere på erhvervsuddannelserne og færre på gymnasierne. Det er vi glade for i Arbejdsgiverne. Men vi er ikke glade for måden, man gør det på. Regeringen med undervisningsminister Christine Antorini i spidsen taler om, at man fremover skal have et karaktergennemsnit på mindst to for at komme i gymnasiet og Venstre overbyder dem ved at tale om et gennemsnit på op til syv. Erhvervsskolerne skal derimod kun have et adgangskrav på to. 

Det skurrer i vores ører. Erhvervsskolerne skal ikke være sikkerhedsnet for unge, der ikke ved, hvad de vil. Mange af landets nuværende industriarbejdspladser har kun overlevet, fordi de fremstiller noget, som er højt specialiseret. Var det simpelt og enkelt var det for længst blevet udkonkurreret af billig arbejdskraft i udlandet. Industrien har derfor mere end nogensinde brug for dygtige, faglærte håndværkere. Derfor går vi ind for samme adgangskrav til gymnasier og erhvervsskoler.  

Et væsentligt lavere karaktergennemsnit på erhvervsskolerne end i gymnasiet ville sende et forkert signal til de unge - ikke mindst de dygtige unge, der overvejer en erhvervsuddannelse. Og dem kan industrien ikke holde til at miste til anden side - samfundsøkonomien kan heller ikke.            

Af Jani Lykke Methmann, direktør