Lise Daldorph

Lise Daldorph, afdelingsleder

Fynske virksomheder har guld i kælderen

Tænk hvis man har noget til gode, som bare ligger og venter på én. Det er der faktisk mange fynske virksomheder der har - et uudnyttet potentiale, som bare ligger og samler støv. Det er mit klare indtryk efter at have besøgt en del virksomheder den seneste tid, som nærmest havde guld i kælderen uden rigtig at vide det.

Det kan lyde mærkeligt i disse effektiviserede tider og særligt efter en finanskrise, hvor det virkede som om, at hver en sten blev vendt i søgen efter vækstmuligheder og steder at spare. Men der er faktisk mere at komme efter for mange virksomheder.

Ofte er de fynske virksomhedsejere meget arbejdssomme og fokuserede mennesker. Men det har også en bagside. For et stærkt fokus betyder sommetider, at nytænkningen må vige og kommer til at halte lidt. Ofte bliver de nemlig så fokuseret på at pleje deres nuværende kunder, at de ikke ser de muligheder, der ligger lige foran næsen på dem. 

Den seneste tid har jeg besøgt flere fynske virksomheder, som besad åbenlyse eksportmuligheder, de slet ikke havde tænkt på. Eksempelvis rådede en virksomhed over noget rustfrit udstyr, og var derfor godkendt til det amerikanske marked. Alligevel havde de aldrig arbejdet videre med det. Mange virksomheder ser ikke hvordan, at det de laver, kan bruges andre steder. De ser ikke koblingen. På den måde får de ikke slået hul på nye markeder. 

Virksomhederne har brug for én til at søge efter nye udviklingsmuligheder. Det kan være en cand.merc. eller anden marketingsmedarbejder. Det er blot vigtigt, at det er én, der ved noget om sprog og kulturer i de lande, hvor man forsøger at komme ind på markedet. Én der skaber tillid til virksomhederne og opbygger relationer. Personen skal undersøge hvilke virksomheder på markedet, der ligner dem, man i forvejen sælger til. 

Det handler om at se koblingen. Det handler om at gøre en indsats for at udvide sit forretningsområde. Gør man det, kan der være guld at hente for mange virksomheder.

Af Lise Daldorph, afdelingsleder, eksport og internationalisering