Jens Krogsgaard

Jens Krogsgaard, industrikonsulent

EU-krav gavner både kunder og bundlinje

Som de fleste fagfolk ved, skal alle stål- og aluminiumskomponenter nu være CE-mærket. Det sker først og fremmest for at opnå større sikkerhed for forbrugeren. Derudover sker det for at efterkomme EU-kravet om fri bevægelighed for varer over landegrænser. 

Som en hjælp til boligejere, kommuner og rådgivere i byggeriet har Arbejdsgiverne oprettet en liste over CE-certificerede virksomheder. Det skete i foråret 2014. Siden er mange virksomheder kommet på listen, som er blevet vist 3.000 gange, heraf med 1.000 unikke besøgende. Det er vi glade for i Arbejdsgiverne. Listen er til gavn for både forbrugere og virksomheder og åben for alle virksomheder uanset tilhørsforhold.

Men der er også nogen, som ikke er på listen. Derfor opfordrer vi alle virksomheder, der arbejder indenfor stål og aluminium til at komme med. Skulle der være nogen, som endnu ikke er blevet CE-certificerede, må de se at komme i sving. Og for langt de fleste er der en gevinst at hente. 

Der er nemlig mange fordele ved CE-mærkningen. Jeg besøger mange virksomheder om året, og størstedelen fortæller, at de faktisk kan se på bundlinjen, at de er blevet CE-certificerede. Det skyldes, at der ganske enkelt bliver begået færre fejl. Tidligere var der flere irriterende fejl, der kunne snige sig ind i arbejdet. 

For eksempel at man ikke bruger en opdateret kundespecifikation, eller at fejl ikke fanges tidligt i processen, inden materialet sendes videre i produktionen. Her har man nu fået et decideret krav om at følge bestemte rutiner. Det har gjort virksomhederne bedre til at sikre, at materialer og konstruktioner er korrekte. Og det kan selvfølgelig ses på bundlinjen.    
 
De fleste varer har længe været underlagt europæiske krav - eksempelvis byggevarer som gipsplader og cement. CE-mærkningen af stål- og aluminiumskomponenter har været 20 år undervejs og omfatter de fleste dele. Spær, søjler, altaner, trapper, rækværk og så videre. EU-kravet er altså ikke til at komme udenom. Derfor glæder vi os over den store interesse for listen. Nu skal resten af virksomhederne bare med på vognen.

Af Jens Krogsgaard, industrikonsulent