Jens Krogsgaard

Stålduksen Danmark?

Har vi i Danmark sat overliggeren højere end vores nabolande til skade for virksomhederne og vores konkurrenceevne?

De danske producenter af stål- og aluminiumskomponenter til byggeriet har travlt – meget travlt – med at få styr på de tekniske krav, der trådte i kraft allerede for fem år siden, og de nye krav til CE-mærkning, som træder endeligt i kraft den 1. juli i år. Efter denne dato er det ikke lovligt at levere stål uden mærkning. Mange virksomheder har nok håbet på, at der, som det skete for 2 år siden, ville komme en udsættelse af mærkningskravet, men det er der ikke noget, der tyder på.

I DS Håndværk & Industri har vi gennem de sidste måneder haft 3-4 henvendelser om dagen fra både medlemmer og ikke-medlemmer, der har brug for information, tolkning og hjælp til at opfylde kravene. Mange virksomheder føler, at de står over for en helt uoverskuelig opgave, og mange overvejer seriøst, om de skal fortsætte med at have bygningsstål som forretningsområde i fremtiden.

Men skal vi ”bare” acceptere, at alle virksomheder og alle opgaver nu som udgangspunkt skal leve op til de forholdsvis høje krav både i forhold til produktet, til produktionsprocessen og til dokumentationen?

Konkret betyder de nye regler for eksempel, at en dansk fabrikant af en spindeltrappe fra stuen til første sal hos Hr. og Fru Jensen i Skævinge skal have ansat en certificeret svejser, skal have godkendte svejseprocedurer, skal have ansat eller tilknyttet en decideret svejsekoordinator og ikke mindst have et prøvningsorgan som NSK eller FORCE til at lave yderligere undersøgelser ved en given belastning. Alt sammen for at lave et relativ simpelt produkt, der så vidt vides aldrig har påført skade på mennesker på grund af svejsningerne.

Reglerne om udførelsesklasser og CE-mærkning kommer fra EU, og de specifikke krav er fastlagt i fælles europæiske standarder. Men selv om de er meget konkrete, kan der tolkes på dem. Og allerede for et par år siden kom det frem, at man i Tyskland havde valgt at acceptere lavere udførelsesklasser end her i Danmark, så en tysk virksomhed formentligt vil kunne lave spindeltrappen til Mogens og Birgit i Skævinge med brug af certificerede svejsere men uden alle de andre fordyrende led.

Vi henvendte os naturligvis med det samme til myndighederne – i dette tilfælde Energistyrelsen. Er det korrekt, at forskellige lande har udmøntet reglerne forskelligt? Hvorfor har Danmark valgt en skrappere tolkning? Og er der mulighed for, at reglerne lempes?

Det må være meget vanskelige spørgsmål, for vi fik ikke svar – heller ikke, da vi rykkede styrelsen i efteråret 2013.

Og nu er den endelige ikrafttræden af reglerne så lige på trapperne. Vi rådgiver naturligvis vores medlemsvirksomheder til at følge reglerne, men det er svært at se logikken – eller i hvert tilfælde som minimum at sidde helt stille med vores gode spørgsmål. Skal vi virkelig vælge den højeste fællesnævner i Danmark, selvom det fra et fagligt synspunkt er ”overkill”, og selv om vores nabolande har valgt anderledes? Er det ikke at spænde ben for vores virksomheder, at vi leger duks og implementerer EUs stramme regler uden at se på de muligheder, der åbenbart rent faktisk er for at lette virksomhedernes byrder og styrke konkurrenceevnen.

Af industrikonsulent Jens Krogsgaard