Digitale huller

Luk de digitale huller

Forestil dig to håndværkere fra en vvs-virksomhed, der ligger og kører rundt i deres varevogn for at få internetforbindelse, når de skal foretage timeregistrering. De må køre rundt i ti minutter, før de rammer et ordentligt signal, og den kørsel bliver hurtigt til et par ekstra arbejdstimer i løbet af en uge.

Den beskrevne situation er virkeligheden for en helt almindelig vvs-virksomhed i et landområde i Jylland. Her har de været nødsaget til at tage konsekvensen af de dårlige internetforbindelser. De har valgt de teknologiske muligheder fra og er gået tilbage til blyant og papir.

Virksomheden kunne have ligget i et hvilket som helst andet landområde i Danmark. Problemet er generelt og et som vi ofte hører om blandt vores medlemsvirksomheder. I rigtig mange landområder er dækningen nemlig så ringe, at det giver problemer, når virksomhederne skal foretage en række nødvendige opgaver.

I Danmark har vi brugt store ressourcer på at lave motorveje. Det er til glæde for mange og ikke mindst erhvervslivet. Men der er faktisk en anden form for motorveje, som det halter lidt med og som ikke kræver, at man asfalterer det halve af Jylland - digitale motorveje. Der er simpelthen brug for hurtigere og bedre internetforbindelser i landdistrikterne.

Danmark er et udkantsland i Europa. Derfor er vi nødt til at have en særdeles god infrastruktur, hvis vi skal være attraktive for de europæiske lande, vi gerne vil handle med. Det har vi også et langt stykke hen ad vejen. Men vi kan ikke nøjes med at bygge broer og motorveje. Internetforbindelserne skal være hurtige - også i de landdistrikter, hvor der ligger mange af de små og mellemstore virksomheder, som også er med til at grundlægge og skabe en del af Danmarks velstand.  

Motorveje koster typisk 70 millioner kroner per kilometer at anlægge. Her er man altså hurtigt oppe på en god håndfuld milliarder for en motorvejsstrækning. De penge kan man altid godt finde. Femernbroen koster 41 milliarder. Dem kunne man også hurtigt finde. Nu mangler man så bare at finde tre milliarder kroner til at få gjort noget ved de 100 såkaldte ”blindspots”, som der er rundt omkring i landet, hvor man ikke kan få hurtig internetforbindelse eller slet ingen.

Af formand Fleming Frederiksen
Bragt i Børsen den 10. juli 2014