Årets lærling 2014

Guldmedalje til årets bedste lærling

22-årige smed Anders Weiss har fået årets guldmedalje for et imponerende svendestykke.

- Man er sin egen lykkes smed, siger Anders Weiss, der netop fået DS Håndværk & Industris guldmedalje for bedste svendestykke. Et svendestykke der blev bedømt til lutter 12-taller i samtlige af prøvens kategorier.

DS Håndværk & Industri er arbejdsgiver- og brancheforening for 2.250 små og mellemstore industri-, maskin-, smede-, el-, og vvs-virksomheder med i alt cirka 20.000 medarbejdere.

- Man skal lægge en masse tid i det. Den er rigtig godt givet ud, siger den 22-årige nyudlærte smed fra Randers.       

Han har konstrueret en cyklon, der kan monteres på en træflismaskine og forhindre at rester af træflis ryger ved siden af. Han har selv fået idéen til cyklonen, videreudviklet den, lavet tegningerne og fremstillet den. Et projekt som har taget rigtig mange timer. Men det det hårde arbejde har været hele umagen værd.

 - Man skal vise, at man vil. Så er der også interesse den anden vej. Det har i hvert fald virket for mig, siger han.

Skaber det selv

Mester Kenn Bødker fra Bødker Smede & Maskinværksted siger ligeud, at det er en meget motiveret ung mand, han har haft i lære.   

- Anders er en dygtig dreng. Han lægger noget i det fra starten. Han hører efter og vil godt lære. Meget afhænger af lærepladsen, men det er drengen selv, der skaber det, siger han.

Kenn Bødker var da heller ikke i tvivl, da han så svendstykket, det var et usædvanlig flot stykke arbejde.

- Det strålede fuldstændig. En hvilken som helst håndværker ville med det samme kunne se, at det var godt lavet. Selv en dygtig svejser laver fejl, men her er bare ikke noget at pege fingre af, siger Kenn Bødker. 

Anders Weiss fik idéen til sit svendestykke, da han var træt af at bruge tid på at skovle træflis op, som røg ved siden af. Det var et ressourcespild, som fik den unge lærling til at spekulere.

- Vi havde et problem, og der skulle findes en løsning. Så var det bare at få lavet den rigtige løsning, fortæller han nøgternt om arbejdsprocessen, der strakte sig over fem uger.

Cyklonen ville i sig selv være rigeligt til at bestå svendeprøven, men herudover er den fastgjort på en flere meter lang konstruktion, der runder det helt rigtigt af.

Fremtiden

Anders Weiss arbejder i dag i en anden virksomhed som smed og har sin egen virksomhed ved siden af. Han vil selv prøve kræfter med tingene og selv bestemme. Han har planlagt at læse videre til maskinmester, og endelig er der en drøm om at komme ud og sejle.

- Han skal ud og møde nogle flere mennesker, siger Kenn Bødker men tilføjer samtidig, at han ikke tror, at han nogensinde får en ligeså dygtig lærling. Dem er der efter hans mening alt for få af blandt de unge i dag.

- Du ser det allerede i skolen. Mor bærer skoletasken for dem og kører dem alle vegne. Erhvervslivet kunne godt bruge flere drenge som Anders, siger han.

Bragt i Børsen den 10. juli 2014

Billeder