Folkemøde 2014

BoligJobordningen er peanuts for statskassen

Det var ikke meget, de var enige om, da erhvervsordfører Benny Engelbrecht (S) overfor direktør i DS Håndværk & Industri Jani Lykke Methmann og formand for Dansk Håndværk Niels Techen diskuterede BoligJobordningen i Håndværksrådets telt på Folkemødet på Bornholm.

BoligJobordningen - tidligere kaldet håndværkerfradraget - er ikke bare et værktøj til at få sat endnu mere gang i det økonomiske opsving. Det er også en ordning, der begrænser omfanget af sort arbejde. Derfor bør man bevare ordningen, der ellers står til at bortfalde ved årets udgang. Det var budskabet fra Jani Lykke Methmann på Folkemødet fredag formiddag.

- De fleste danskere vil gerne undgå sort arbejde. Men enten har man ikke råd til det, eller også synes man, at det er meget rimeligt. Efter denne ordning trådte i kraft, er det sorte arbejde faktisk faldet. BoligJobordningen fungerer rigtig godt, sagde Jani Lykke Methmann, der også pegede på de varige arbejdspladser, som er endnu en sidegevinst af BoligJobordningen.

I små- og mellemstore håndværksvirksomheder har BoligJobordningen nemlig helt afgørende betydning. Samtidig er ordningen ganske billig for statskassen i forhold til udbyttet, har de seneste økonomiske beregninger vist. Men Benny Engelbrecht (S) var af en noget andet overbevisning. Han mente, at man kunne læse de økonomiske beregninger ganske anderledes.    

- Vi kigger på, hvad der virker. Vi gør de ting, som er effektive. Og der er andet, som har gevaldige effekter, men som bare har mindre prisskilte på. I skal lade være med at jage en hest, som allerede er redet. Den ordning bliver ikke gjort permanent, sagde han.
Håndværks og industrirepræsentanterne fik dog uventet hjælp, da Mimi Jacobsen kiggede forbi. Hun havde selv i sin tid haft gode erfaringer med en lignede ordning. Hun sagde direkte henvendt til Benny Engelbrecht.  

- Jeg kender ikke dine tal. Men jeg synes ikke helt, at du tager højde for fortrængningen af sort arbejde. Ordningen hjemmeservice virkede og var også en god beskæftigelsesmulighed for folk, som måske ikke havde den store uddannelse, sagde hun.

Der var også overskud til små skarpe bemærkninger og til at trække på smilebåndet. DS Håndværk & Industri havde sørget for peanuts til arrangementet for at understrege et budskab om at ”BoligJobordningen er peanuts for statskassen”. Benny Engelbrecht havde medbragt en rulle kiks. Han ville uddele som ”tudekiks”, hvis det blev nødvendigt.  
- Hvis der er nogen her, der føler, at den nuværende regering ikke har generet jer, så sig lige til, for så skal vi nok finde på noget, sagde han.