Jani Lykke Methmann

Politisk aftale om ny autorisationslov er IKKE i orden

Regeringen, Venstre, SF og Liberal Alliance har lavet en politisk aftale om at ændre autorisationsreglerne. Aftalen kommer efter måneders debat, hvor en samlet branche har protesteret kraftigt over forslaget, som altså nu vedtages med ikrafttræden den 2. juni 2014.

”Det er bare ikke i orden”, siger direktør for DS Håndværk & Industri Jani Lykke Methmann. ”Det er helt urimeligt, at den demokratiske proces foregår på denne måde bag kulisserne som politiske studehandler uden for folketingssalen. Vi er ikke blevet hørt – eller rettere vores saglige og grundige protester er blevet helt og aldeles overhørt. Jeg føler, at vi fuldstændigt har spildt vores tid med høringssvar og med mange og lange møder med embedsmænd og politikere.”

”I DS Håndværk & Industri har vi hele tiden været både forundrede og stærkt bekymrede for lovforslaget. Vi er stærkt bekymrede for sikkerheden, og vi er bekymrede for reducering af kompetenceniveauet på installatørområdet via delautorisationer. Både privat- og erhvervskunder vil fremover få dårligere rådgivning og derfor også et langt svagere grundlag at træffe beslutninger på. Det samlede kompetenceniveau i branchen vil falde, og vi vil tabe international konkurrencekraft. Forslaget skulle i stedet have været vendt om og stillet skarpere krav om endnu mere kompetence i installatørbranchen. Det ville have givet mening og været en god fremtidssikring af vores position på energi- og miljøområdet.”

”Når det så er sagt, vil vi naturligvis arbejde for, at den nye lovgivning får så få negative konsekvenser som muligt. Vores medlemsvirksomheder er dygtige og samvittighedsfulde installatører, og de skal nok gøre deres til, at vi også fremover har gode og sikre installationer i danske hjem og virksomheder.”

”Hvordan forligspartierne i øvrigt vil gennemføre loven med ikrafttrædelse om mindre end 2 måneder med nye administrative regler, nye kurser og nedsættelse af følgegruppe forstår jeg simpelthen ikke,” slutter Jani Lykke Methmann.

3. april 2014

 

Kontakt

Egon Hansen

Branchekonsulent, el

Telefon: 6317 3365
E-mail: eha@arbejdsgiverne.dk
Download vCard

Kontakt

Jani Lykke Methmann

Direktør
Jani Lykke Methmann
Direktør Telefon: 6617 3333
Direkte: 6317 3386
jlm@arbejdsgiverne.dk