Lokalafdeling MidtVests historie

De tidligste spor af egentlig håndværk i Danmark er fra Hedeby (olddansk Haithabu) Nordens største by i vikingetiden, som tillige er den ældste danske købstad. Byen lå ved bunden af fjorden Slien i S-Slesvig. Hedeby opstod tidligt i 9. århundrede som et knudepunkt for handelen mellem Østersø- & Nordsø-landene. Her har man fundet et håndværkerkvarter, der dannede en særskilt bydel, hvor metalarbejde synes at have udgjort en stor del af produktionen.

I vore ældste byer havde befolkningen ikke den samme tryghed som ude på landet, hvor slægten og landsbyfællesskabet gav støtte til den enkelte. Derfor sluttede borgerne sig tidligt sammen i værnegilder, hvis medlemmer lovede hinanden gensidig støtte. Værnegilderne er en forløber til eftertidens lav. Lavene opstod lokalt i middelalderens byer. De ældste kendte tegn på, at håndværket var organiseret, findes i Slesvig byret fra ca. 1200. Lavets reglement hed "Skråen, og formanden "Oldermand".

I middelalderen var alle lav opstået på et kirkeligt grundlag. De største og mere velhavende stiftede ofte et alter i en af byens kirker, eller sluttede sig til en af munkeordener, ligesom lavene kårede sig en skytsengel, der ofte blev valgt efter fag. Således havde smedene og guldsmedene den hellige ELIGIUS (ca. 590-660 flamsk helgen oprindelig guldsmed, biskop af Noyon 641) som beskytter.

Håndværkets kamp for sin indre frihed førtes ikke blot af principielle grunde. Man ville også have ret til selv at fastsætte sine priser. Lavene søgte dengang at indskrænke mestrenes antal og skaffe dem et rimeligt udkomme. Det var ikke altid let at blive medlem, idet man i en periode fik stadfæstet, at medlemmerne skulle være ægtefødte, og deres hustruer af et udadeligt rygte.

I 1581 fik magistraten i København besked om at revidere lavenes artikler og indskærpe, at de skulle overholdes. Særligt blev der lagt vægt på, at adgangen til at blive mester skulle være let og uden store udgifter, mens håndværkerne efter god tradition vedblev at kræve en høj afgift og et kostbart gilde (fest) af de nye mestre. Det mentes desuden, at håndværket tog for høj betaling for arbejdet. Det er også givet at priserne var stigende i denne periode, men det var ikke alene håndværkets produkter, men alle varer, der blev dyrere, og samfundet oplevede en inflation.

Den 19. juni 1613 ophævede Christian 4, igen alle lav i riget. Alle håndværkere kunne nedsætte sig, hvor de ville. Mange steder vedblev lavene dog at fungere, og regeringen opdagede, at hvor lavene forsvandt, var ulemperne større end de fordele, man havde ventet. En fast ordning af håndværket kunne ikke undværes, så i løbet af 1620'erne begyndte lavene igen at dukke op.

Der blev imidlertid lempet på reglerne for optagelse, idet der ikke forlanges noget mesterstykke, men enhver, der forud havde anmeldt sig for magistraten, skulle optages mod en beskeden afgift. Endvidere krævedes det ikke, at man skulle være født i ægteskab. Ikke blot fader- og moderløse børn skulle antages i lære, men også hittebørn, der skulle forsørges af mester mod at tjene en tid længere. Alt dette var helt imod de gamle vaner, men beskyttede mestrene på andre områder. Svendene måtte ikke rejse i utide, eller arbejde på egen hånd.

I 1681 ophævedes igen alle lav, da deres selvstyre stred mod den nye centraliserede statsmagt, der krævede ensartethed i stedet for afvigende artikler fra by til by.

I tiden 1682-96 udkom 41 artikler for forskellige erhverv. Fra den tid var det alene kongen, der kunne tildele lavsret, og magistraten skulle føre kontrol med håndværket. De nye lavsartikler skulle gælde overalt i riget, og regeringen afgjorde, om et lav skulle bestå eller ikke. Hermed skabtes den grundlæggende lovgivning for håndværket lige til næringsloven af 1857. Den bestemte, at lavene skulle ophøre i deres gamle form med udgangen af 1861. Lavene kunne fortsætte, men kun som frivillige foreninger. Smedelavet var en af disse.

For at blive mester i en købstad skulle håndværkeren erhverve et borgerskab. Prisen for dette var forskellig, og blev afgjort af byrådet. Borgerskabet var opdelt i 5 klasser, der hver havde sin pris. Den var sat i forhold til det økonomiske udbytte som byrådsudvalget mente stod i et rimeligt forhold til den fremtidige indtægt. Bystyret havde erfaret, at nogle håndværkere tjente godt, og  naturligvis måtte de betale mere for deres borgerskab. Således blev smedene i Århus i 1873 placeret i klasse 3.

Nogen indbringende foretagende har en smedje på landet sikkert ikke været. De fik som modydelse for reparationer naturalier, foder, græsningsret og brændsel, og kunden stillede ofte med både jern, brændsel og mandskab til arbejdet. Nye produkter afregnedes dog i rede penge. Længe opfattedes smeden i folketraditionen som "klog mand". Han var særlig "stærk" til både fysiske prøver og til at magte spøgelser og andet djævelskab, som end ikke præsten kunne klare. Smedenes lavskrå er blandt de ældste (Ribe lavsartikler fra 1424 til 1450).

Efterhånden kom nye opgaver til. Lavene blev mesterforeninger, der samlede fagets arbejdsgivere, men gav slip på svendene.

I løbet af 1870'erne erkendte man, at de brede tværfaglige foreninger ikke var stærke nok. De havde svært ved at påvirke det politiske system både lokalt og på landsplan. Ligeledes havde man brug for at drøfte fælles problemer. Resultatet blev en opbygning af rent faglige brancheforeninger, deriblandt var smedemestrene, og alle var medlem af den lokale håndværkerforening. Tidligt opstod derfor også tanken, at der skulle dannes regionale brancheforeninger. De blev ofte kaldt "Centralforeninger". Almindeligvis dækkede tre sådanne foreninger hele landet. Der var en for Jylland, en for Øerne og en for København.

Indtil 1870 kendes kun få arbejdskonflikter herhjemme. Men fra 1871 skete det hyppigt at arbejderne nedlagde arbejdet for at få arbejdsgiverne til at opfylde deres krav og anerkende deres organisationer. I de to følgende årtier var arbejdsmarkedet præget af mange, ofte lange kampe.

Arbejdsgiverne begyndte at anvende "lock-out" som modtræk mod arbejderne. Det hele kulminerede i storlock-outen i 1899. Den afsluttedes med "Septemberforliget", som indebar en gensidig anerkendelse af klassernes organisations-, forhandlings- og konfliktret.

Fritid var for mange et ukendt begreb. Arbejdstiden var normalt fra 6 morgen til 6 aften med 1-1 ½ times pause.

I løbet af 1880'erne og 90'erne var der i de vigtigste fag indgået overenskomster. Efterhånden blev også arbejdstiden nedsat. Fra 1919 til i dag er arbejdstiden nedsat fra 48 timer/uge, til 37 timer. Undtagen de selvstændige, som stadig havde en lang arbejdsuge, hvoraf det administrative "bøvl" efterhånden tog mere og mere tid.

Ferieloven trådte i kraft i 1970. Den sikrede lønmodtagerne 11/2 feriedag for hver arbejdsmåned, og skulle betales med en feriegodtgørelse på 7 1/4 % af lønnen. De selvstændige sakkede stadigvæk bagud med fritiden. Der blev sjælden til nogen særlig ferie. Enkelte lånte sig frem til f.eks et sommerhus, mod at foretage diverse småreparationer i stedet.

Ringkøbing Amts Smedemesterforening

Ringkøbing Amts Smedemesterforening blev oprettet i 1914 af nogle smede, som på det tidspunkt kunne se det nødvendige i at have en forening, man kunne samles om. Kårene for smedene var jo ikke så luksuriøse på det tidspunkt, som det er nu. Generelt samledes foreningen om det, som op gennem årene kaldtes priskurenten (aftale om pris for præsteret arbejde), som var grundlaget for smedenes eksistens.

Foreningens formål var at samarbejde og være medlem af Jyllands Samvirkende Smedemesterforeninger, også kaldet "Hovedforeningen".

Et par år efter i 1916, var det nødvendigt med en deling af vores forening i fire kredse. Man kunne allerede på det tidspunkt se, at det var den eneste mulighed for at få aktiviteterne ud til de menige medlemmer, i stedet for at det hele blev i bestyrelsesregi.

Når man gennemgår de gamle love for foreningen, falder man over et par, som man ikke ser mere. Bl. a.:

§6: GRÆNSEPRISER

Det er ethvert medlems pligt overfor naboforeningers medlemmer, som har højere priser på smedearbejde (byområderne) at tage denne forenings priser, når der kommer kunder fra disse områder, når medlemmerne i øvrigt er holdt underrettet om priserne de pågældende steder. Ethvert medlem er pligtig til at fremlægge sine regnskabsbøger og kalkulationer, hvis vedkommende antages ikke at holde sig prisniveauet efterretteligt. Et undersøgelsesudvalg bestående af 3 af bestyrelsens medlemmer undersøger forholdet og foreligger dette for bestyrelsen til behandling, der så må træffe beslutning om sagens behandling i henhold til §5.

§8: SORTELISTEN

Har et medlem et tilgodehavende hos en kunde, der ikke efter juridisk incasso kan betale, kan vedkommende medlem få denne kunde opført på "sortelisten", der jævnligt bekendtgøres i Dansk Smede-Tidende. Det er forbudt alle medlemmer, undtagen vedkommende, der har beløbet til gode, at udføre noget som helst arbejde for vedkommende, der er opført på "sortelisten". Overtrædelse heraf straffes med bøder på indtil 1000 kroner.

Det første referat fra Ringkøbing Amts 3 Kreds Smedemesterforening stammer fra den 9. maj 1916.

Generalforsamlingen blev afholdt i Skjern, og følgende blev valgt ind i bestyrelsen: J. L. Hansen, Tarm. Lyder Andersen, Skjern. P. Bjerregaard, Troldhede. Chr. P. Dahl, Ringkøbing. Chr. Nielsen, Ulfborg. Til hovedbestyrelsen blev valgt Chr. P. Dahl og Lyder Andersen, der ligeledes blev valgt som henholdsvis formand og sekretær.

Det blev vedtaget at afholde Generalforsamling forår og efterår. Helt frem til midten af 60'erne, blev der afholdt 2 årlige generalforsamlinger. Men den 22. maj 1965, blev det enstemmigt vedtaget (12 stemmer) af slette den ene.

Fra 1960 til 1970 er der afholdt 15 generalforsamlinger, og gennemsnittet af deltagere har været på 14. Der er ligeledes i referaterne ofte konstateret, at deltagelsen var for lille.

Damerne hører man ikke så meget om. I maj 1948 og april 1954 er de første gang inviteret med til generalforsamlingen. På et bestyrelsesmøde den 19. oktober 1972 bliver det drøftet på et formandsmøde om damerne måske skulle deltage, men på daværende tidspunkt var det for "tidligt" for Ringkøbingkredsen. Det var først den 15. november 1977 damerne fik lov at komme med. Det må have sat lidt "liv i kludene., for hele 43 personer var mødt op, og foreningen blev enige om, at så måtte der serveres et par stykker brød på foreningens regning. Op gennem årene figurerede Grosserer Holmstoel og Chr. C. Grene ofte som værter ved den efterfølgende middag.

På møderne blev "prislisten" meget omtalt. Den sikrede, at alle medlemmer tog den samme pris for det samme arbejde.

Den 11. januar 1918 havde et medlem fra Vemb gjort sig skyldig i for høje priser, og blev idømt en bøde på kr. 50,-. Det var ikke usædvanligt i årene fremover, at medlemmer betalte for overtrædelse af "priskuranten".Samme dag havde man en diskussion omkring "kreditspørgsmålet". Det førte til, at man lod indrykke en bekendtgørelse i Dagbladet om, "at udover 3 måneder indrømmes ingen kredit". Synes nogle af medlemmerne, at et medlem opførte sig ukollegialt, blev der udpeget et par bestyrelsesmedlemmer, der tog ud og talte medlemmet "til rette...

Den 2. juli 1942 diskuterede generalforsamlingen, om det var tilladt en svend at arbejde for sig selv eller mester om aftenen. Begge dele blev afvist.

Den 24. november 1944 blev der drøftet en eventuel sommerferieordning, men ingen synes om ideen. Men at holde weekend gik an, hvis det blev en lovforordning.

Den 29. november 1947 vedtages på generalforsamlingen, at hver kreds får sin egen kasse. Hver af de 4 kredse indsender hver måned regnskabet til amtskassereren, med de nødvendige ydelser til Smede-Tidende, Jyllands samvirkende Forsikringer, samt 10 % til administration. Beløbets størrelse ansættes hvert år. Formanden stod for kassen de første år. Først i 1954 valgte Ringkøbing kreds en kasserer. Det var Georg Andersen. På det tidspunkt var der ca. kr. 3.500,- i kassen.

For af blive medlem i midten af 40'erne betalte man et indskud til foreningen på kr. 10,00,- samt 1/2-årlig kontingent på ligeledes kr. 10,00,-.

Foreningen har også været præget af krigen. Således udtalte formanden den 24. august 1945, sin glæde over, at vi igen kan samles i et frit land, og "lad os stå sammen og løfte i flok".

Den 16. november 1945 har foreningen givet kr. 1,00,- pr. medlem til fonden til "Fædrelandets Vel”

Man kan op gennem alle årene se, at tiderne altid har vekslet mellem gode og dårlige perioder. Således eksempelvis noteret i 1950'erne, at det går rigtig godt for smeden, og det skyldes især foreningen og den fælles prisliste.

Bestyrelsen havde dengang et andet forhold til fremstillingsvirksomhederne. Den 3. marts 1953 var bestyrelsen, på opfordring af fabrikken Thor Lem på besøg på virksomheden, for at bese en ny staldgødningsspreder. Bestyrelsen fandt gødningssprederen "ret tilfredsstillende.., og opfordrede fabrikken til at fremstille 10 eksemplarer, som de lovede at medvirke til at få solgt.

En således ordning havde foreningen også med fabrikken Vestas angående vogne. Ligeledes havde man en aftale med fabrikken i Bur. Ved køb af bindsler kunne man få 10% rabat.

Ligesom i dag, gjaldt det dengang om at tjene penge, så på en generalforsamling den 21. november 1953, blev der indgivet en skriftlig klage til virksomheden Vestas for salg af Kyla mælkekølere, samt til fabrikant Chr. Øllgaard, Lem, for salg af varmeanlæg til private.

Der er op gennem årene blevet gjort meget fra de forskellige bestyrelser for at få diverse kurser i gang. Nogle gange lykkedes det, andre gange har tilslutningen været for lille. Virksomhedsbesøg samt hyggelige sammenkomster og udflugter, er efterhånden også blevet en tradition i foreningen.