Lasse

21-årige Lasse Eschelsen modtager Metalindustriens Lærlingepris indenfor klejnsmede. Både hans far og oldefar var smede. Foto: Morten Ravn

Klejnsmed der sprænger grænserne

21-årige Lasse Eschelsen er netop udlært klejnsmed. Til sit svendestykke lavede han en sekskantet grill, der imponerede både skolen og skuemestrene. Den 29. september modtager han Metalindustriens Lærlingepris på Den Sorte Diamant i København

Man fornemmer med det samme travlheden. Der er fuld gang i forretningen hos Belø A/S. Smedevirksomheden, der har 13 ansatte og ligger i Bedsted ikke langt fra Tønder, beskæftiger sig med alverdens små og store opgaver indenfor smedefaget.  

På værkstedet finder man Lasse Eschelsen, der for nylig blev udlært klejnsmed, da han leverede et svendestykke til et 12-tal. Han modtager sidst i september Metalindustriens Lærlingepris indenfor klejnsmed. En pris der bliver overrakt af undervisningsministeren på Den Sorte Diamant i København.

Svendestykket er en sekskantet grill, man kan sidde omkring og som indeholder en masse fine detaljer. En dobbelt bund, så man ikke brænder sig på den. Man kan justere varmen, og det hele er udført i et flot design, som 21-årige Lasse Eschelsen selv har stået for, og i en teknisk kvalitet ud over det sædvanlige. 

- Jeg ville gerne lave grillen over grillerne, og så ville jeg gerne lave noget, man kan samles om og bruge til noget, fortæller Lasse Eschelsen, der ikke er i tvivl om, at smedefaget er det rigtige for ham.
- Jeg kan godt lide at lave et produkt. Fra en klump jern, der ligger på jorden og til en konstruktion, der kan bruges til noget, fortæller han.

Stort gåpåmod
Hans lærer på EUC Syd Henrik Bomholt har mange rosende ord om ham.
- Han er en kreativ ung mand. Han har udvist godt mod i de opgaver, han har påtaget sig. Han har prøvet faget af med mange forskellige ting. Nogle gange er det ikke lykkedes. Men så prøver han bare igen og så lykkedes det. Så sprænger han grænserne, siger læreren og forsætter:

- Man kan flytte delene rundt på grillen og sætte dem sammen, ligesom Lego. Det er meget imponerende. Derudover kan man se på selve udførelsen, at han mestrer fagets metoder rigtig flot. Endelig har han som menneske udviklet sig til at være en holdspiller, der også giver plads og hjælper andre, fortæller læreren.

I smedevirksomheden Belø fornemmer man også, at hans mester Bjarne Jacobsen er godt tilfreds. Her kom Lasse Eschelsen første gang som erhvervspraktikant i folkeskolen, før han fik en læreplads. 
- Dengang var han bare en skoledreng. Men jeg kunne se, at han kunne arbejde med hænderne og forstod teknikkerne, og så udviklede det sig der fra. I dag er han en mere kompetent håndværker end mange mere erfarne, siger hans mester.
 
Lasse Eschelsen har valgt at blive et år mere i virksomheden. Næste år skal han læse til maskinmester, og senere venter en drøm om at komme ud og sejle på de store skibe. Men foreløbig glæder han sig til prisoverrækkelsen i København.
- Vi har meget jantelov i Danmark. Men man kan godt lide at få at vide, at man er dygtig til sit håndværk. Jeg har altid været en stræber.   

I Arbejdsgiverne glæder uddannelseschef Finn Kyed sig over den positive opmærksomhed, som prisoverrækkelserne retter mod smedefaget. 
- Der er utrolig vigtigt at vise, at det er andre muligheder end gymnasiet for dygtige og stræbsomme unge. Der er en helt verden indenfor håndværk og industri, der åbner sig for en dygtig ung håndværker. Det har vi brug for, at mange flere ser, hvis virksomhederne skal have de folk, de har brug for i fremtiden, siger Finn Kyed.   
 

Del

"Jeg meldte mig ind i Arbejdsgiverne i 1992, og jeg har haft stor glæde af medlemskabet.
Jeg bruger bl.a. det gode netværk, forsikringsordningerne, og så har jeg også fået juridisk støtte ved patentsager."

Læs om medlemskab - klik her
Henning Elkær, Elkær Maskiner

Kontakt

Pressemedarbejder
Morten Ravn
Telefon: 2118 0540
mra@arbejdsgiverne.dk